Totilas – på alles læber…

12-10-2009 22:49
Ja, navnet Totilas er på alle dressurinteresseredes læber og har i særdeleshed været det siden EM i august måned, men hvordan udtaler man egentligt hingstens navn?
Copyright Ridehesten.com
Moorlands Totilas er dobbelt verdensrekordindehaver (Foto: Ridehesten.com).

På internettet vil langt de fleste søgeresultater på navnet ”Totilas” henvise til en video af hingsten Moorlands Totilas og Edward Gals EM-ridt eller til debatfora på alverdens sprog, hvor der bl.a. diskuteres, hvordan hesten er trænet for at bevæge sig så ekstraordinært. Leder man længe nok vil man måske finde tekster om Kong Totilas (Totila), der under den gotiske krig i midten af det sjette århundrede flere gange besatte Rom, og måske finder man også frem til tyskeren Kubes teaterstykke Totila fra 1933. Man burde også kunne finde den mørkebrune trakehnerhingst Totilas født i 1938 e. Pythagoras og hoppen Tontaube e. Pilger. Totilas er far til hoppen Schwalbe - en af trakehenravlens helt store damer. Det er netop den hingst, (Moorlands) Totilas er opkaldt efter, og de fleste ældre avlere eller trakehnerinteresserede vil vide, at dens navn udtales med et dvælende tryk på første stavelse: Too-tilas. Sådan hedder den hollandske hingst også. Hans navn er siden EM hørt udtalt og set skrevet på mange forskellige måneder, hvor de fleste henleder ens tanker på spanske kartoffelomeletter og mexicanske pandekager (tortillas), der intet har at gøre med denne pragtfulde hest. I videooptagelser fra EM i Windsor hører man engelsktalende udtale Totilas med et langt og dvælende tryk på sidste stavelse, så det lyder som Total Ass/Arse, hvilket igen giver ærgerlige associationer. Anna Visser og Jan Schuil, der har opdrættet Totilas (nu med sponsornavnet Moorlands foran) opkalder alle hoppen Lominkas hingsteføl efter historiske trakehnerhingste og med begyndelsesbogstavet efter den hollandske årgang. Totilas er således fra den hollandske T-årgang i 2000 og hans helbrødre har fået gamle trakehnernavne som Bussard (f. 2006), Creon (f. 2007) og Danzig (f. 2008). Lillesøster Uusminka fra U-årgangen i 2001 er opkaldt efter sin hoppestamme.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner