Jesper Elbæk
Der er noget for alle, når NKI Racing Arena Aalborg slår portene op for en forrygende weekend 18.-20. september. Det hele skydes i gang fredag eftermiddag med et springstævne på travbanens inderkreds. Stævnet afvikles i samarbejde med Rebild Sportsrideklub og Hjørring Rideklub, og med Kinnerup Hesteartikler som hovedsponsor.
Springstævnet fredag afvikles som klubstævne og er af DRF kun godkendt for kategori 1 ryttere, dvs. ryttere som max har redet to fejlfrie LB'er på C-plan, og ponyryttere der max har redet fire fejlfrie LB'er på C-plan. Der afvikles i alt seks klasser.
Lørdag eftermiddag gælder det travløb, med Aalborg Hoppechampionat som hovedbegivenhed, inden der senere på aftenen bydes velkommen indenfor i det store telt på staldsiden, hvor i alt 53 travheste skal under hammeren til en stor hesteauktion, som NKI Racing Arena Aalborg laver i samarbejde med Foreningen af Traveropdrættere i Danmark. Auktionen starter kl. 19.00, og de mange auktionsheste kan efterses lørdag fra kl. 10.00.
Søndag er det så tid for den prestigefyldte Derbyrevanche, hvor hestene i UVW-årgangen skal se, om de kan få revanche mod den suveræne Derbyvinder 2015, Winston Sisa, som vandt Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane helt suverænt i verdensrekordtiden 1.13,3a/3000m. Winston Sisa bliver kæmpefavorit i Derbyrevanchen Aalborg Store Pris, og travfolk vil varfarte til Aalborg fra hele landet for at se Danmarks kommende internationale stjerne.
Både lørdag og søndag starter travløbene kl. 13.00. Få flere informationer på NKI Racing Arena Aalborg hjemmeside www.aav.dk.