Grethe Næsby
- Norge har siden 1982 været forgangsland når det gælder bestemmelser for brug af pisk, og ønsker med denne bestemmelse at gå et skridt videre, skriver Norsk Jockeyklub i et nyhedsbrev. I Norge har man igennem de senere år haft lov til at medbringe pisken som styreredskab, men dog ikke anvende den for at få hesten til at løbe stærkere. Forbudet mod brug af pisk er et hedt emne, der bringer mange delte meninger med sig. Den engelske væddeløbspresse elsker tilmed at gøre grin med de amerikanske græsrodsorganisationer som kæmper for et piskeforbud, idet deres generelle holdning til sporten er, at det gælder om at skabe en troværdighed over for spillerne om, at det er den bedste hest der vinder hvert væddeløb, også selv om den er doven. Også her i Skandinavien er der mange delte meninger. Danmarks suveræne Championtræner Bent Olsen ønsker fx, at man både i Danmark og Sverige går i Norges fodspor og nedlægger fuldstændigt forbud mod piskebrug. Den udlandsprofessionelle danske topjockey Lennart Hammer bekendtgjorde sidste år, at én af grundene til, at han valgte at tage tilbage til Tyskland for at gøre comeback dér, var, at man som jockey kan blive ekstremt frustreret over at tabe et storløb med "kort hoved", fordi man ikke har lov til at presse hesten til sit yderste i Norge. Kilde: Galopsport.dk