Britt Carlsen
Solen stråler ned over Bernstorffsparken i København som i disse dage danner en lysegrøn ramme omkring det internationale springstævne. I Jensens Bøfhus Cup, en 1,40 m klasse i to faser, gik sejren til den norske landsholdsrytter Stein Endresen og den danskkårede avlshingst Crelido e. Calido hingsten sejrede i omspringningen med næsten tre sekunders margin til klassens nr. to fra England, Alexandra Thornton. Linnea Ericsson er helt i topform i Parken, hun blev igen placeret, denne gang på tredjepladsen med Wish. Der var i øvrigt flere danskere blandt de placerede i denne klasse, idet den regende danske mester Thomas Sandgaard kom ind på femte pladsen med Qualitive, Torben Frandsen og avlshingsten Carmargue e. Cassini II blev nr. 8, Christian Schou/California Sun nr. 9, Kim Kristensen nr. 11 på Kamila e. Aston og Eva Kragh Pedersen/Venezia blev nr. 13.