Thomas Bach Jensen
For ca. 3,4 mio DKK (450.000 EUR) blev den 5-årige danske vallak Hulapalu (tidl. Happy-Høm) e. Heartbeat/ Carano/ Lagano (opdr. Tage Jepsen) i går solgt som den dyreste af alle auktionsheste på den tyske ridehesteauktion, Holger Hetzel Sport Horse Sales.
Happy-Høm blev solgt på Følauktion Syd til JS Stables v/ Sabine Korfitz og Jesper Meyenburg, der tilred hesten og videresolgte den 3,5 år gammel til Ulrik Clemmensen, der i dag driver CC Stables sammen med Rasmus Christiansen. Hesten blev videreuddannet af nordmanden Hilde Helland og Jennifer Fogh Pedersen, og den blot 165 cm store vallak i sadlen placeret som nr. 6 i Katrinelund Unghestechampionat under Herning Horse Show i marts måned i år.
Ulrik Clemmensen lægger stor vægt på at vælge den rette rytter til de unge springheste for at give hver enkelt hest den optimale grunduddannelse, og han glæder sig i høj grad over at se, at det netop har båret frugt med Happy-Høm, hvis enorme potentiale er blevet udviklet igennem dygtig uddannelse. - I denne sport skal man passe på ikke at dømme unghestenes kapacitet for tidligt, da der er mange faktorer, der spiller ind for, om det bliver en kommende tophest, udtaler han.
Se priser på alle auktionens heste HER.
Den 5-årige vallak er trukket på Tage Jepsens præstationsstærke hoppestamme, der ikke kun har produceret talentfulde springheste, men også bl.a. guldmedaljehoppen Larina-Høm e. Solos Landtinus/ Carano/ Lagano, der er trukket på en helsøster til Happys mor og har gået international Grand Prix dressur under svenske Minna Telde.