Anna Pørtner
Dansk Varmblod Region 1 inviterer mandag den 27. april til et aktuelt og fagligt foredrag om ledmus (OCD) hos heste. Arrangementet finder sted klokken 19.00 på Landbrugsskolen i Roskilde, og alle interesserede er velkomne.
Aftenen sætter fokus på den nyeste viden og erfaringer omkring ledmus (osteochondrose/OCD) og betydningen for både avl, sport og handel med heste. Deltagerne kan blive klogere på, hvilke forandringer man bør være opmærksom på, hvilke der kræver handling, og hvilke der har betydning for hestens fremtidige holdbarhed og præstation.
Der vil desuden blive sat fokus på, hvordan faktorer som fodring og opvækst påvirker udviklingen af OCD. Foredragsholder er Sabrina Skov Hansen fra Universitetshospitalet for Store Husdyr, som vil dele ud af den nyeste forskning og sine praktiske erfaringer på området.
Under arrangementet bliver der mulighed for at stille spørgsmål, og arrangørerne opfordrer desuden til, at man sender spørgsmål på forhånd, hvis man vil være sikker på at få dem besvaret på aftenen. Det kan gøres via e-mail til eva@highsandhorses.com.
Der serveres kaffe og kage, og prisen er 50 kr. for medlemmer af Dansk Varmblod og 90 kr. for ikke-medlemmer. Betaling sker ved enten MobilePay eller kontant i døren, og tilmelding er ikke nødvendig.