Pressemeddelelse fra Helgstrand Dressage

14-04-2021 19:42

Annika Knudsen Lorentsen

Som tilbagemelding på gårsdagens udmelding fra Dansk Varmblod vedrørende 10-dages testen, har Helgstrand Dressage nu udsendt en pressemeddelelse. Læs den her

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Nedenfor kan I læse hele pressemeddelelsen fra Helgstrand Dressage:

Helgstrand Dressage har gennem de sidste 10 år haft en målsætning om, på alle mulige måder, at fremme og forbedre avlen indenfor Dansk Varmblod, gennem hingste indkøb, køb/salg af DV heste, eksport af DV heste, og hermed udvidet kendskab til DV heste over hele Verden. 

Derfor er det med stor undren, at vi ser os beskyldt for at ville sætte dagsordenen inden for Dansk Varmblod. Vi bliver af Jan Pedersen direkte beskyldt for, gennem trusler om boykot, at ville bestemme, hvorledes og om 10-dages testen skulle afholdes.

Med denne udmelding fra formand Jan Pedersen, vil vi hermed give vores syn på sagen, idet vi på ingen måde kan acceptere ordlyden. Vi er kede af at vi, og i særdeleshed Esben Møller, bliver bragt i et lys hos de danske avlere og hingsteholdere, som værende ude på at presse vores mening igennem.

Vi har fra dag et, da det blev bekendt at kåringsforløbet 2021 ville blive anderledes end andre år, været i en dialog med DV. Vi har snakket med alle parter omkring konsekvenser af udsættelser og ændring af hele kåringsforløbet. Alle ved jo, at Helgstrand Dressage er en international forretning, og vi har et nært samarbejde med flere store udenlandske hingstestationer, herunder Paul Schockemöhle, og derfor er vores beslutningsgrundlag omkring hvilke hingste vi stationerer her eller i udlandet underlagt stor planlægning og hensyntagen til  avlsforbundenes krav.

Allerede da det blev bekendt, grundet Covid-19, at 10-dages testen ville blive afholdt relativt sent i forhold til normalt, hvilket betød en direkte forsinkelse for vores tyskstationerede hingste, delte vi vores synspunkter omkring det mulige forløb af 10-dages testen. Da der så samtidig udbrød Herpes virus rundt omkring i Europa, og DRF og FEI udtalte, at det ikke var forsvarligt, at bringe heste sammen fra flere forskellige stalde, så var det en naturlig sag for os at åbne en direkte dialog med vores udenlandske partnere og med DV omkring det.  

Andreas Helgstrand har i ugen op til indsyningen haft en dialog, over flere gange med Jan Pedersen, hvor Andreas fortalte, at vi overvejede at blive væk fra 10-dages testen, eftersom at både Paul Schockemöhle, Ludger Beerbaum, samt alle de tyske forbund det lod skinne igennem, at de ikke ville udsætte hestene for faren omkring Herpes, og derved udtalte deres delte bekymring omkring vores eventuelle deltagelse i 10-dages testen. 

I ugen op til indsyningen nærmere den 18. marts, bliver Jan Pedersen oplyst af Esben Møller, at FN Zucht (som er det overordnede organ for de tyske avlsforbund), mandag den 22. marts, samme dag som indsyningen i Tørring er planlagt, vil afholde møde om en eventuel annullering af de tyske krav omkring 14 dages testen for 2021, på opfordring af flere store tyske avlsforbund, i forbindelse med Herpes risiko. Med dette kendskab udtaler Jan Pedersen sig til Esben Møller, at DV er en lille spiller i denne sammenhæng, men at det er tænkeligt, at DV skal følge denne beslutning, eftersom vi jo ikke kan fremtvinge en egen DV mening internationalt. Dog siger Jan Pedersen, at han selv vil kontakte Dr. Klaus Miesner fra FN Zucht og vende tilbage til Esben med svar. Dette skete aldrig. Vi tager direkte afstand fra udtalelsen fra Jan Pedersen om, at Esben Møller derved skulle have truet med et boycot.

I weekenden direkte før indsyningen fortæller Andreas Helgstrand til Jan Pedersen, at Helgstrand Dressage ikke vil deltage i 10-dages testen. Der blev der snakket om konsekvenserne med hensyn til de 3 årige hingste for danske avlere. Jan Pedersen udtrykte overfor Andreas Helgstrand, at det kunne være en mulighed for avlerne, at få føllene registreret alligevel, såfremt hingsten deltog i 35-dages testen senere på året med en minimum score på 800 point, hvis DV gav dispensation for dette. Den udtalelse fra Jan Pedersen var jo selvfølgelig ikke en garanti for dette. Eftersom Helgstrand Dressage jo er en virksomhed, ville vi gerne kunne fortælle vores kunder, hvilke muligheder de kunne bruge, hvis de ønskede at bruge en af vores 3 årige hingste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En anden mulighed for avlerne er, og dette er sket i stor stil de sidste år, uopfordret af Helgstrand Dressage, at avlerne får deres hoppe/afkom godkendt i et tysk avlsforbund og derved kan bruge en hingst fra Tyskland, hvis denne er godkendt af det pågældende forbund. 

Andreas Helgstrand har fortalt Jan Pedersen og afstemt med ham, hvad vi ville fortælle avlerne.

Det bør ikke være nogen nyhed for Dansk Varmblod, men at man så beskylder Helgstrand, inddirekte, for at opfordre til dette og trække medlemmer væk fra DV er uhørt. 

Helgstrand Dressage har selv taget beslutningen om ikke at deltage ved 10-dages testen 2021. Vi tog den ud fra et sundhedsfagligt og forretningsmæssigt grundlag. Det er nok værd at bemærke, at vi har cirka 600 heste på Helgstrand Dressage, og konsekvenserne ved at få en eventuel Herpes virus ind på vores område er så store, at vi besluttede ikke at deltage. Det er sådan, at vi skal tage en velovervejet beslutning overfor vores forskellige investorer.

Set i lyset af, at der i selvsamme uge som 10-dages testen fandt sted, var et udbrud af Herpes ikke langt fra Tørring, og at DRF lukkede ned for al stævneaktivitet, er vi sikre på at vi tog en korrekt beslutning.

Vi vil gerne tilføje, at det jo ikke er ensbetydende med, at vi mener, at dem der deltog i 10-dages testen var uansvarlige. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt de har haft de alternativer, som vi har.

En sidste bemærkning med eventuel deltagelse i den 10-dages test, som startede i går den 13.04, vil vi gerne oplyse avlerne om, at det ville betyde, at hingstene, som i dag står i Tyskland ville være ude af bedækningsprogrammet i 6 uger, idet der pr. 21. april 2021 er lavet nye EU regulativer omkring flytning af hingste inden for EU. Dette burde DV vide alt om. Dette er derfor ingen mulighed, som vi mener er til gavn for hverken hoppeejerne eller Helgstrand.

Vi håber hermed, at vi har givet indsigt i vores grundlag for beslutningerne omkring ikke at deltage til DV’s 10-dages test. Vi har på ingen måde til hensigt at skade DV, tværtimod vil vi gerne udvide aktiviteterne sammen med avlerne og DV.

Vi har ikke til hensigt at bestemme andet end det, der vedrører vores egen forretning. 

/Pressemeddelelse Helgstrand Dressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner