Avler Tage Jepsen lever ikke mere

10-09-2018 13:00

Den succesfulde hesteavler Tage Jepsen, der står bag alle Høm-hestene, sov stille ind torsdag den 6. september

Copyright Ridehesten.com
Tage Jepsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I regi af Dansk Varmblods region 4 har Tage Jepsen avlet DV-heste på sin gård ved Høm syd for Ribe i mange år. Hans heste bar tilnavnet Høm, og blev kendte ikke blot i Danmark men også i udlandet.

I de senere år har Tage Jepsen primært haft succes med sin avl af springheste, men også i dressurhesteavlen har han slået sit stutterinavn fast igennem bl.a. en guldmedaljehoppe og OL-deltager.

Tage Jepsens avl var grundlagt på hoppen Lee Løgum e. Lagano/ Goldfinger, der var ud af en gelderhoppestamme og født i 1987 hos Ejner Sørensen. Den skimlede hoppe, der ofte gave store hvide aftegn videre til sine afkom, fik 12 afkom hose Tage Jepsen og blev elitehoppe.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Blandt Lee Løgums afkom er bl.a. sølvmedaljehoppen Castella-Høm e. Carano og bronzemedalje- og elitehoppen Carina e. Carano, der er mor til bl.a. guldmedaljehoppen og OL-deltageren i dressur, Larina-Høm, og den avlsgodkendte hingst Camelot e. Cajus.

Mange af Høm-hestene har været meget succesfulde på de danske og udenlandske ridebaner, og her vil man nok fortsat høre til dem i nogle år. To Heartbeat-afkom efter Castella-Høm, Happy-Høm og Havana-Høm, er via tyske ridehesteauktion, Holger Hetzel Sport Horse Sales, solgt til internationale springryttere. Ved denne auktion indbragte Happy-Høm ikke mindre end 450.000 EUR.

Hestene fra Tage Jepsens hoppestamme kommer ikke længere til at hedde Høm, men mange af dem vil uden tvivl fortsat gøre sig gældende i danske ridehesteavl.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner