To gange hingstefremvisning på lørdag

24-04-2019 16:47
Avl

Hele to hingstestationer byder på lørdag på åbent hus med hingstefremvisning. Det gælder Stutteri Ask på Nordfyn og Katrinelund på Mors i Nordvestjylland

Copyright Ridehesten.com
Ved sidste års hingstefremvisning på Katrinelund blev et nyt navn i butikken vist frem, nemlig dressurhingsten Floriscount.

Vi er kommet til de sidste i rækken af danske hingstestationers åbent hus-arrangmenter med åbent hus, og det gælder stationerne Stutteri Ask og Katrinelund, der begge har valgt datoen den 27. april 2019, hvilket er nu på lørdag.

Stutteri Ask, der har til huse på Bogensøvej 254, 5390 Martofte, starter programmet kl. 13.00. Stutteri Ask opererer udelukkende med springheste, og stutteriet kombinerer konkurrencestald og hingstestation med stutteri. Dog er stutteriet ikke helt traditionelt, i det de fleste føl skabes ved embryo transfer efter forældre, der begge er aktive sportsheste. Hingstestationen har igennem de seneste to årtier haft adskillige højtkårede hingste, og kollektionen betstår lige nu er hingste som Action Man Z Ask, Cassado Ask, Ci Ci Senjor Ask, Cornettino Ask, Cyrano Ask, Favorit Ask, Humberto Ask, Jewel Z Ask, Quarz Ask og Todt Un Prince Ask på frisk sæd.

Ved arrangementet på lørdag vil rytterne ride med mikrofon for at kunne fortælle mere om de enkelte hest og for at besvare spørgsmål, som besøgende kan indsende på forhånd. Efter hingstefremvisningen er stutteriet vært ved en lille forfriskning og der vil være mulighed for at gå rundt og besigtige staldende og få en snak om stutteriets heste.

Copyright Ridehesten.com
Fra Stutteri Asks åbent hus i 2018 ses her Ci Ci Senjor Ask og Karen Møller Rohde.

Katrinelund starter dagens program kl. 14.00 på adressen Hesterøroddevej 107, 7990 Øster Assels på Limfjordsøen Mors. Katrinelund hos Marie Krabbe og Ib Kirk er efterhånden en ældre hingstestation med stor erfaring og en etableret kundekreds, og her findes også ældre elitehingste som f.eks. den 23-årige tidligere Årets Hingst i Dansk Varmblod, Crelido.

Hos Katrinelund udbyder man et bredt sortiment af hingste, og kollektionen består således af egne hingste såvel som hingste fra bl.a. Equi Stallions, Priess Stutteri, Scanvet Stallions, Tailormade Horses, Hengststation Böckmann og Deckstation Schockemöhle. Siden sidste års åbent hus er der kommet endnu en titel som Årets Hingst i Dansk Varmblod til, og her er indehaveren elitehingsten Skovens Rafael fra Priess Stutteri.

Fra Equi Stallions tilbyder Katrinelund ikke blot guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy men bl.a. også den nykårede hingst Duke samt De L'Or, der er tilbage som avlshingst. Fra Böckmann startede Katrinelund sidste år op med forhandling af dressurhingsten Floriscount, der netop ved dette års hingstekåring i Herning brillerede med en præmiehingst og en topplaceret championatshest.

Når det gælder springhesteavlen har Katrinelund også et bredt og stærkt sortiment, der strækker sig fra den danskavlede unge tophingst Casall SEM over Cantolar, Crelido, Quintet m.fl. til etablerede stjerner som Balou du Rouet, Godsend du Reverdy og Grim St. Clair mv.

Copyright Ridehesten.com
Hvert år ved Katrinelunds åbent hus er der præmiering af de mange succesfulde avlere.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner