Thomas Bach Jensen
Fem rutinerede dyrlæger, der er specialiserede indenfor forskellige felter og alle har over 20 års erfaring, forestår det dyrlægefaglige arbejde, og det er Caroline Vignes, Katrine Beier, Vibeke Fuglbjerg, Michael Frede Sinding og Steen Bo Larsen.
To ejendomme overfor hinanden udgør Højelse Hesteklinik ved Lille Skensved. På den ene ejendomside ligger stutteriet med den primære opstaldning og på den anden ejendom ligger klinikken med klinik-, laboratorie- og undersøgelsesfaciliteter.
I reproduktionsdelen laver de ca. 300 drægtigheder om året, og en tredjedel deraf laves med embryo transfer, hvorfor de råder over mere end 200 rugehopper.
– For fem år siden udvidede vi stutteridelen til at kunne have 100 heste opstaldet. Vi har nu fulgt op med en større opgradering af klinikken ved at bygge en 1500 m2 hal, der rummer en 20 x 40 m ridebane, en mønstringsbane, en longeringsbane samt laboratorier og andre undersøgelsesfaciliteter. Derudover har vi fortsat den gamle klinik, men udvidelsen betyder, at de tre dyrlæger, der arbejder på klinikken til dagligt, får absolut bedre betingelser. Samtidig har det været et ønske, vores kunder har haft længe, fordi vi året rundt har haft mønstring og longering udendørs, hvilket kan være både koldt og vådt, fortæller Steen Bo Larsen, der er medejer af klinikken og har reproduktion som sit primære område.
Uden kapitalfond i ryggen
Højelse Hesteklinik er i dag er nok den største hesteklinik, der ikke er opkøbt og ejet af en kapitalfond og heller ikke bliver det. Med de nye faciliteter kan alt omkring halthedsundersøgelser foregå indendørs, og som Steen Bo siger, så giver det ortopæderne samme betingelser som på de kapitalfondsejede klinikker.
– Man skal altid investere i nedgangstider med en forventning om, at der bliver bedre tider. Vi har i hvert fald vurderet, at det er rette tidspunkt. Vi vil gerne kunne udbyde ydelser til fornuftige priser, og samtidig er vi nødt til at opgradere for at matche de kapitalfondsejede klinikker. Jo mere de kan lokke deres kunder til at betale, jo større faciliteter kan de få, og det kapløb er vi nødt til at være med i, fortæller Steen Bo, der tidligere har været bestyrelsesformand for Faggruppe Heste under Den Danske Dyrlægeforening.
I går har man på Højelse Hesteklinik revet gårdspladsen, hejst flaget og fyldt glassene til et åbent hus med besøg af omkring 250 mennesker, mens de nye faciliteter er blevet fremvist.