Trine Askjær-Jørgensen
Ved Danish Derby Hestesportsrideklubs landsstævne i dressur på Vilhelmsborg denne weekend afvikles en kvalifikationsrunde af Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge heste, hvor de 4-årige heste åbnede ballet i dag, mens de resterende årgange kommer til start i morgen.
Intet mindre end 45 ekvipager var til start i dagens klasse i de smukke rammer på gårdspladsen. Her fik det store publikum et godt indblik i årgangens rideheste, hvor blandt andet hingste som Hesselhøj Donkey Boy, Franklin, Secret, Jovian, Revolution m.fl. var repræsenteret med flere afkom, mens de to heste, som løb med første- og andenpladsen, var efter den samme hingst, Escolar.
Vinderen blev Anne-Marie Hosbond med den dejlige hoppe Élysée e. Escolar/ Laurentio (opdr. Johannes Westendarp), som blev belønnet med 8,5 for trav, 8,7 for skridt, 9,2 for galop, 9,5 for ridelighed og 8,9 for kapacitet, i alt 89,600 og en sikker sejr.
På andenpladsen fulgte Dennis Kjær med Empire M e. Escolar/ Sandro Hit (opdr. Sanne Mathiasen), som fik 8,8 for trav, 8,9 for skridt, 8,5 for galop, 8,6 for både ridelighed og kapacitet, hvilket gav i alt 86,800.
Susanne Barnow og Kjeldgårdens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Jørgen Nielsen) fik 8,4 for trav, 9 for skridt, 8,5 for galop, 8,8 for ridelighed og 8,6 for kapacitet, hvilket gav i alt 86,600 og en tredjeplads.
Fjerde- og femtepladsen gik til henholdsvis Ida Kirstine Bjørn med Farringhton e. Fürst Samarant/ Rheinklang og Jan Møller Christensen med Årets Hoppe i DV 2022 med opdrættermedalje i guld, Dina Holmklit e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Trine Udklit Sørensen), som begge red til i alt 85,000, men det blev Ida og Farringhtons ridelighedskarakter på 8,4, der gjorde, at de blev placeret først af de to ekvipager.
Med de mange ekvipager til start blev der uddelt i alt 12 placeringer.
Stævnets start- og resultatlister.