Thomas Bach Jensen
Traditionen for at fremstille afkomssamlinger går langt tilbage i hesteavlens historie og hørte oprindeligt til på de danske dyrskuepladser. Nu til dags stiller man ikke afkomssamlinger efter hingste, men udelukkende efter hopper, og det sker i Dansk Varmblod regi ved regionernes følskuer eller eventuelt ved de store landsdelsdyrskuer, hvor bedømmelsen foretages af dommere, som er anerkendte af Dansk Varmblod.
Afkomssamlinger efter hopper kategoriseres som type I eller type II, hvor type I er en samling efter en stammoder med mindst tre afkom i direkte hunkønslinie (ingen led må springes over), hvoraf den yngste skal være mindst treår. Eksempelvis tre døtre eller datter, datterdatter og datterdatters datter. I aften er der fremstillet en afkomssamling af type I efter Polka Senstation Nexen.
Afkomssamlinger giver anledning til både at sætte spot på nogle af avlens bedste hopper, der i mange tilfælde har videregivet deres kvalitet i flere generation, og samtidig er det et synligt bevis på et stort og mangeårigt, målrettet avlsarbejde.
Afkomssamling type II består af en stamhoppe med mindst fire afkom, hvoraf den yngste skal være mindst tre år. I samlingen kan indgå både hingste, hopper og vallakker. I aften er der fremvist en samling af type II efter Svalegårds Hottie og en type I med udelukkende hopper efter Polka Sensation Nexen.
En samling meget betydelige afkom
Svalegårds Hottie efter Blue Hors Hotline/De Noir er tredje generation af ejet opdræt på Svalegården hos Else-Marie & Jens Chr. Krabbe, Snedsted i Thy. Svalegårds Hottie er kåret med opdrættermedalje i sølv og blev som ung solgt til Blue Hors, hvor hun blev uddannet af berider Maria Anita Andersen og blev nr. 2 i Unghestechampionatet med 911 point og blev samme år nr. 2 ved UVM som 5-års og var ligeledes udtaget som 6-års.
En skade satte desværre en stopper for den talentfulde hoppes videre uddannelse, og hun blev købt hjem til Stutteri Svalegård som avlshoppe, hvor hun i alt har fået otte afkom, heraf fem efter Hesselhøj Donkey Boy. Hun er i mellemtiden blevet elitehoppe.
Det er netop fire af disse helsøskende efter Hesselhøj Donkey Boy, der deltager i samlingen efter nu 16-årige Svalegårds Hottie, som ved siden har et hoppeføl efter samme hingst. Det drejer sig om den 7-årige B-hest i dressur Svalegårds Hot Boy DWB, der tidligere har været Årets dressurbetonede hingsteføl, den 6-årige RDH-hoppe Svalegårds Hot Divine, der blev nr. 2 i 5-års championatskvalifikationen, den 5-årige 35-dages testvinder og fløjhingst Svalegårds Hot Driver, der er udtaget til UVM samt den 4-årige Svalegårds Hot Dancer, der deltager i 4-års championatet denne weekend.
Efter fremvisning af ridehestene blev moderhoppen fremvist med samtlige afkom, og med en stor del af avlerfamilien Krabbe Kirk på banen i tre generationer. Om samlingen efter Svalegårds Hottie udtalte avlsledelsens Vicky Nortvig bl.a.:
– Det er en samling betydelige og storrammede heste, der alle er udtryksfulde, velrejste og af særdeles god type og med en rummelig, smidig travbevægelse med god albuefrihed. Galoppen er særdeles god og velbalanceret, og samtlige afkom har vist en fremragende skridtbevægelse, der er taktfast og smidig igennem hele overlinjen. Sammenlagt betyder det, at vi gerne vil have lov at tildele en velfortjent og flot guldmedalje for denne samling.
Utrolig flot avlerpræstation
Polka Sensation Nexen efter Sandro Hit/Temple Wind XX er opdrættet af Stutteri Nexen v/ Elin Houe og Hans Jul Andersen, Suldrup i Himmerland, og er en helsøster til guldmedaljehoppen, UVM-sølvvinderen og den internationale Grand Prix-hest Polka Hit Nexen.
Da Polka Sensation Nexen var ti dage gammel, købte Sanne Mathiasen føllet hos sin nabo, Stutteri Nexen. Hoppen er kåret med opdrættermedalje i bronze, og Sanne har ladet hoppe uddanne af Jim Rasmussen til og med Grand Prix. I dag fungerer Polka Sensation Nexen som lærehest for Sannes datter Laura.
Fra ung og op igennem sin internationale dressurkarriere har Polka Sensation Nexen fået syv afkom ved embryo transfer, heriblandt kun to hoppeføl. Det ældste, Polka Fascination M e. Fürstenball, er kåret med opdrættermedalje i guld og har selv været finalist ved UVM som 5-års.
Også Polka Fascination M har fået afkom ved embryo transfer, men sidste år fik hun ved et uheld selv føl. Det klarede hun fint og er nu tilbage i sporten under sin faste rytter, Dennis Kjær. Hendes ældste afkom er Årets dressurhoppe 2023, guldmedaljehoppen Polka Perfection M e. Secret, mens hendes andet afkom er den nykårede RDH-hoppe Polka Gold M e. Glamourdale, der medaljeaspirant her på eliteskuet i morgen.
Samlingen efter Polka Sensation Nexen omfatter guldmedaljehopperne Polka Fascination M og Polka Perfection M samt Polka Gold M. Om samlingen udtalte avlsledelsens Vicky Nortvig:
– Det er en samling af meget ensartede, højtstillede, udtryksfulde og betydelige hopper af fremragende type. De er alle vellinjerede og velrejste med en flot front og overlinje. De er så tæt på avlsmålet og er ekstremt velgående med en rummelig og udtryksfuld trav med god bæring og albuefrihed, en galop ligeledes med god smidighed og bæring samt talent for samling. Hopperne skridter alle med god energi og takt, og vi vil gerne have lov at overrække en flot og velfortjent medalje i guld for den utrolig flotte avlerpræstation.