To 3-årige hingste avlsgodkendte

14-04-2025 10:09
Avl

En dressur- og en springhingst blev godkendt til afprøvning ved Dansk Varmblods Hingstekåring, og har nu aflagt godkendt rideprøve ved DV's efterkåring i den forgangne uge

Copyright Ridehesten.com
Springhingsten Zirlensky. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

I forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning kan hingsteholderen tilmelde de tre-årige hingste til en frivillig rideprøve. Her skal hingstene vise, at de er styrbare, ridelige og har et godt temperament. Består de rideprøven, og bliver de godkendt til afprøvning ved frasorteringen søndag, bliver de tildelt et års avlsgodkendelse.

Hingste, som er blevet godkendt til afprøvning, men ikke har været redet til den frivillige rideprøve, kan vises under rytter for repræsentanter for avlsledelsen efterfølgende, for eksempel ved efterkåringen. I år blev to 3-årige hingste tilmeldt rideprøve ved efterkåringen.

Da efterkåringen tidligere på måneden blev flyttet fra Vilhelmsborg til Helgstrand Dressage, pga. det udelukkende var hingste fra den hingstestation, som var tilmeldt, blev det besluttet at finde en anden løsning på besigtigelse af de to unghingste i en rideprøve. Medlemmer af avlsledelsen i dressur og springning har derfor i denne uge set de to hingste under rytter, og begge hingste bestod med lethed deres rideprøve. Det betyder, at de nu har et års avlsgodkendelse.

Copyright Ridehesten.com
Dressurhingsten Gørklintgårds Mojo. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Springhingsten Zirlensky e. Teglovnens Zir-Oculus/ Heartbeat, der er opdrættet hos Linn Ulleberg og Lars Rasmussen i Løkken, ser vi først igen, når hingsten kommer til Hingstekåringen i uge 10 næste år. Her skal hingsten springe en enkel bane under rytter over to besigtigelser. Bliver den fremstilling godkendt, opnår hingsten et års bedækningstilladelse, og kan så møde til endelig afprøvning over 20 dage på Tørring Ridecenter i efteråret 2026.

Dressurhingsten Gørklintgårds Mojo e. Gørklintgårds Million/ Apache, der er opdrættet hos Jørgen Ravn i Holsted kan møde til 35-dages test til efteråret på Tørring Ridecenter, og opnår hingsten over 800 point i sin afprøvning der, kan han færdigkåres ved fremstilling til Hingstekåringen i Herning i 2026.

/ Dansk Varmblod.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen