Tips fra én af verdens bedste

25-02-2026 06:58

Trine Askjær-Jørgensen

VIDEO: Tyske Jessica von Bredow-Werndl er én af verdens absolut bedste dressurryttere med adskillige OL- og EM-medaljer i bagagen. FEI og Agria har besøgt hende hjemme på Aubenhausen, hvor hun delte ud af flere gode tips, som du kan få indblik i her

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB ved OL i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Naturligt talent, træning, engagement og utroligt talentfulde heste har hjulpet tyske Jessica von Bredow-Werndl til at nå toppen af dressursporten med blandt andet fire OL-guldmedaljer til følge. Det er dog ikke det eneste.

I et par artikler på det internationale rideforbund, FEI's, hjemmeside, deler hun ud af sine guldkorn og fokuspunkter i hverdagen hjemme på Aubenhausen med hestene, heriblandt hendes tidligere tophest TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk.

Copyright Ridehesten.com
Jessica med guldmedaljen i Paris. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det er vigtigt med tid til at nusse
Noget af det, hun fremhæver som værende afgørende, er evnen til at skabe stærke relationer med sine heste og at have fokus på at gøre det.

Jessicas daglige rutine med hesten er nemlig langt fra ovre, når udstyret er af. Meget af det, der gør den tyske dressurstjernes system så effektivt, finder ganske fredeligt sted i stalden længe efter, dagens træning er ovre.

Det er vigtigt for ethvert samarbejde hest og rytter imellem, at hesten er afslappet og tilpas omkring rytteren. Det opnår Jessica ved at bruge tid med hestene udenfor træningen.

– Jeg går i stalden og nusser med hestene, når mine børn sover. Det er min "bonding"-tid. Hestene forventer ikke, at der skal ske noget andet. Ingen fodring, ridning eller foldtid, bare hygge, fortæller Jessica.

Staldens rutine gør det desuden muligt for hestene at interagere med hinanden, lave social pelspleje og nusse med hinanden behov, så de også får dækket deres behov for at være tæt med andre heste.

Hør Jessica fortælle mere her:

 

Aktiv hvile og ud i naturen
Hver hests rutine er nøje planlagt, og der er styr på den ugentlige træningsplan såvel som vigtige helbredsoplysninger som vægt, smed, tandpleje, vaccination mv. for hver hest.

Selvom Jessica har et team til at hjælpe sig, understreger hun vigtigheden af selv at tage ansvar som rytter. For hende er det vigtigt altid selv at tjekke hesten grundigt. Det gælder benene, udstyret osv.

Hun fremhæver også en god træningsrutine som værende en af de vigtigste måder at prioritere hestens holdbarhed, sundhed og almene velbefindende.

Jessicas hestes bliver højest trænet 4-5 dage om ugen, og hver anden eller tredje dag har de en hviledag, men det er en aktiv hvildag, som hun kalder det. Det indebærer masser af bevægelse f.eks. på fold, i skridtmaskine eller på skridtture ud i naturen – hvor der ikke er noget pres fra træningen eller samlende arbejde.

– Jeg skridter meget ud på dem. Det er vigtigt for deres mentale velbefindende, og det holder dem motiverede, fortæller Jessica, som endda joker med, at det er lige så vigtigt med skridtture i naturen som at træne piaffe.

Ridning på forskelligt underlag hjælper med at styrke benene, skabe stærke kroppe og et afslappet sind.

Selv om vinteren, hvor sne sætter en begrænsning ift. udendørsbane, ændrer rutinen sig ikke. Hestene kommer stadig med ud på veje og spor, hvor forholdene selvfølgelig tjekkes grundigt for at sikre deres sikkerhed. 5-års heste såvel som erfarne konkurrence heste drager fordel af denne filosofi.

Hver træning indledes også med en skridttur i området, så længe det ikke er glat udenfor.

– Jeg varmer jo op i 15 minutter uanset. De elsker at skridte ud, og de er vant til det, siger Jessica, som mener, at det at være i naturen med hestene gør mindst ligeså meget godt for hende som for dem.

Med disse fokuspunkter fra toprytteren bliver det tydeligt, at succes i på topniveau ikke handler om at gøre mere, men om at gøre tingene på en gennemtænkt måde. Det er en konsekvens og omhu, der er indbygget i Jessicas hestes daglige rutiner – fra struktureret planlægning til stille stunder i stalden. Det er netop denne sans for detaljen, der danner grundlaget for præstationer for allerhøjeste niveau, og mange af disse rutiner kan amatørryttere også implementere.

Bliv klogere på Jessica:

 

Kilder: FEI og FEI

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen