Maja Golles
”En katastrofal situation for dansk ridesport. Det her kan betyde, at vi får store problemer med at arrangere internationale ridestævner i Danmark. Ingen internationale ryttere vil længere kunne føle sig sikker, når de passerer den dansk-tyske grænse. Og det er en helt uholdbar situation,” understreger Bent Neergaard, der er international repræsentant til Keops Investment Grand Prix 2008 i Bernstorffsparken. Den klare udmelding fra Bent Neergaard skyldes, at op til flere tysk indregistrerede hestetransportere blev stoppet ved den dansk-tyske grænse ved Padborg. Disse vogne var på vej til stævnet i Danmark, men grundet nye EU-regler fra den 5. januar 2008 fik de ikke lov til at fortsætte. De havde nemlig ikke et kompetencebevis og var ikke i besiddelse af autorisation. ”Men jeg har bare haft svært ved at kunne komme på et af de kurser, idet der i Tyskland er ventetid frem til august. Og i Tyskland fortolker man faktisk EU forordningerne væsentlig mere lempeligt, end det jeg har oplevet her i Danmark. Så skulle jeg have søgt om dispensation, men rent faktisk havde jeg et brev fra det tyske rideforbund. Her blev det fatsslået, at de tyske ryttere transporterede deres heste til CSIO stævnet i København og, at der ikke var tale om et kommercielt arrangement. Derfor er der intet krav om kompetancebevis eller transportgodkendelse Jeg prøvede at overbevise politiet ved grænsen om, at vi ikke tjente nogen penge på det stævne. Rent faktisk koster det os penge at rejse rundt til de forskellige stævner. Præmiepengene dækker nemlig langt fra vore udgifter. Men det var politiet såmænd ligeglade med. Vi skulle bare betale vores bøde på 9.000 kr. kontant, men vi havde jo ikke så mange penge på os. Så vi blev tvunget til at lade vore heste stå på en parkeringsplads i syv timer, mens andre tog tilbage til Kiel for at hente pengene til bøden. Og det kan man vel ikke kalde ansvarligt og dyrevenligt overfor hestene. Det var da heller ikke alle som besluttede sig for at fortsætte til København. En anden rytter med en række heste valgte at vende om og køre hjem,” fortæller Birgit Sundstrøm, der var noget rystet over oplevelsen. Ingen af de øvrige internationale ryttere havde haft problemer med politiet, men det er nok mere et held for dem. For nylig gennemførte politiet for øvrigt også en razzia ved Lillebæltsbroen. ”Vi har tænkt os at klage til justitsministeriet. For det her går ganske enkelt ikke. Det kan få uoverskuelige konsekvenser. I det her tilfælde er der tale om et sportsarrangement og ikke et avlsarrangement. Det er selvfølgelig vigtigt at tage hensyn til hestene, og det bliver der til alle sportsmæssige arrangementer. Alle er interesseret i at deres heste kommer bedst muligt frem til stævnepladsen. Og ved alle internationale stævner i Danmark bliver alle hestene nøje undersøgt af en dyrlæge, før de får lov at starte i en konkurrence. Den her sag er bare en total misforståelse. Vi bakker selvfølgelig op om det primære formål at få en bedre kontrol med transport af slagteheste. Vi anser vores sag som et kæmpe problem, og vi risikerer ikke at få invitationer til udenlandske stævner, hvis vi ikke selv i fremtiden er i stand til at arrangere stævner,” konkluderer Bent Neergaard. Vinder af Keops Investment Grand Prix 2008 blev Nial Talbot fra Irland på ”Tequi d`I CH”, mens Charlotte Lund blev bedste danske rytter på ottendepladsen med ”Andante”. Torben Frandsen valgte ikke at ride anden runde på ”Alcamo Vogt”, da den sprang et blodkar i lungen.