Astrid Ø. Sørensen
Otte danske pararyttere er taget til internationalt parastævne i hollandske Kronenberg. Her har de alle været på banen i dag i de indledende programmer i de forskellige grader.
Den 24-årige Tobias Thorning Jørgensen, som er en af de bedste pararyttere i verden i sin grad, tog ikke overraskende sejren i dagens CPEDI3* Para Grand Prix A III. Det gjorde han på Blue Hors Zackorado e. Zack/ Florencio 2 (opdr. Paul Rode), som han har dannet makkerskab med siden starten af 2023. Tobias vandt i 2021 PL-guld med sin faste partner Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor Hit (opdr. Hanne Andreasen), men det lader til, at Tobias er ved at have fundet melodien mindst lige så godt med den 8-årige hingst fra Blue Hors. De har da også allerede flere internationale sejre og en Danmarksmesterskabstitel i bagagen. Dagens sejr blev redet i hus med 72,889% til ekvipagen, der skal på banen igen i morgen eftermiddag.
Stævnet i Kronenberg er det endelige udtagelsesstævne, før landstræner Astrid Gemal skal sætte navn på de ekvipager, som skal repræsentere det danske paralandshold til sommerens PL. Med dagens sejr ser en plads på holdet om muligt endnu mere sandsynlig ud for den unge, storvindende Tobias.
Fint niveau fra de andre danskere
Også de andre ryttere fra Danmark har vist et fint niveau i dagens klasser, hvor flere er blevet placerede. Bl.a. har Nicole Johnsen på Cavanillas-W e. Florett taget en 5. plads med 69,231% i dagens grad 5 klasse. Pia Wulff Jelstrup på Zafia e. Blue Hors Zee Me/ Carentino blev placeret som nr. 4 med 68,889% i grad 4 klassen i dag, mens Renee Igelski på Beyond Dreams e. Benetton Dream Frh/ Viegaard's Come Back II og Anne-Mette Hasselstrøm på Falkærs Ramoon ?i samme klasse tog sig af en delt 6. plads, som de første uplacerede.