Teamet fra Tronsøskolen vinder DM i Hest

09-03-2019 14:55

Marie Helene Rigård Rohleder

Tre seje veninder og tidligere elever på Tronsøskolen fik deres hesteviden testet, da de deltog og vandt konkurrencen DM i Hest 2019 hos Ung i Dansk Varmblod

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der blev dystet på viden om avl, sportsresultater, kåringer, sundhed og meget mere, da Ung i Dansk Varmblod (DV) afholdte den populære konkurrence DM i Hest.

I år var der rekordmange tilmeldte til DM i Hest, da hele 27 hold var igennem de første to indledende runder. Fem dygtige hold gik videre til finalen, som netop er blevet afviklet til Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter Herning.

Vinderen af DM i Hest i 2019 blev tre tidligere elever fra Tronsøskolen med team ”TS for the win”. Det seje hold bestod af Jasmin Thomassen på 18 år, Caroline Marker på 17 år og Michelle Tovgaard på 17 år. Præmien bestod af et medlemskab af Ung i DV, gallabilletter til næste års hingstekåring og meget flotte sponsorpræmier fra blandt andet Blue Hors, Nathalie Horsecare, Castell, Eskadron og Horseline. 

– Det er mega fedt og helt uventet at vinde! Det har været en rigtig god oplevelse at deltage i DM i Hest, og vi har virkelig lært meget om både sport og avl, fortæller Caroline Marker.

Alle tre piger har redet i mange år, og til daglig går de på gymnasiet. Til finalen i DM i Hest svarede de rigtigt på hele 51 spørgsmål ud af 62.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ung i DV er for alle
Ung i DV er en klub for alle hesteinteresserede mellem 8-25 år. Her arrangeres forskellige uddannelsesforløb, kurser og faglige oplæg. Foreningen afholder blandt andet kurser om mønstring, bedømmelser af løsspringning og faglige oplæg om hestens sundhed.

Copyright Ridehesten.com
Der er masser af aktiviteter på Ung i DV's stand.

DM i Hest er en konkurrence på hestefaglig viden. De indledende runder er bygget op som en quiz på nettet, hvor alle hjælpemidler er tilladt. De 5 hold med de højeste point er med i finalen, som foregår lørdag ved hingstekåringen i Herning. I finalen skal de svare på spørgsmål fra et opgaveark, uden hjælpemidler.

Sophie Asp Laursen er tovholder for Ung i DV til Hingstekåringen, og hun sidder også i forretningsudvalget i Ung i DV.

–  Det er altid en fornøjelse at være i Herning til Hingstekåring. Vi håber, at DM i Hest kan inspirere flere unge hesteinteresserede til at blive en del af Ung i DV og måske få mulighed for at komme med til VM for ungavlere, som er den største begivenhed i foreningen, fortæller Sophie Asp Laursen.

Copyright Ridehesten.com
Sophie Asp Laursen.

Læs mere om Ung i DV her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner