TronsøSkolen og Flyinge samarbejder

27-10-2014 13:00

Britt Carlsen

TronsøSkolen i Grindsted har indgået et samarbejde med Flyinge Equestrian Center, som er Sveriges største uddannelsessted for ridesporten

Copyright Ridehesten.com

”Vi er meget stolte over at Flyinge Equestrian Center har valgt at etablere et samarbejde med os. De er virkelig toppen af poppen inden for dette felt. Det nye samarbejde betyder, at vi kan give vores nuværende elever en større vifte af uddannelses valgmuligheder inden for hesteverdenen når de er færdige her. Samtidig får de mulighed for et meget spændende praktik forløb i Sverige, mens de går her. Det giver også et løft for vores ansatte, da vi fremover laver en fælles uddannelse for de ansatte på de to skoler,” fortæller Toni Hessner, forstander på TronsøSkolen.

TronsøSkolen bliver samtidig forskole for Flyinge Equestrian Center, da der etableres et 20 ugers kursus, som er målrettet forberedelse til videreuddannelsen i Sverige. På den måde kan TronsøSkolen tiltrække en ny målgruppe.

Utbildningschef Niclas Erwall fra Flyinge Equestrian Center ser store muligheder i det kommende samarbejde.
”TronsøSkolen er Danmarks mest respekterede undervisningssted inden for dette område, derfor ser vi et stort potentiale i et kommende samarbejde. Vi forestiller os, at TronsøSkolen kan levere kvalificerede elever til vores uddannelser, og så bliver de vores medspillere i forhold til at profilere vores uddannelser i Danmark,” forklarer Niclas Erwall fra Flyinge Equestrian Center.

”Selvom vi er bevidste om, at vi har et meget kompetent undervisningsmiljø her på skolen, så er samarbejdet fra Sverige en blåstempling af det vi gør, og står for. Ellers ville svenskerne ikke gå ind i et samarbejde. Så vi tager det naturligvis som en anerkendelse, som vi så skal drage mest mulig nytte af,” siger Toni Hessner. 

Flyinge Equestrian Center har flere uddannelsesretninger; erhvervsuddannelser, gymnasieuddannelser, universitetsuddannelse, beslagsmed-uddannelsen, berider- og unghestetræneruddannelsen.

Som et synligt bevis på det nye samarbejde har TronsøSkolen og Flyinge valgt at lave en fælles messe strategi, bla til Heste liv i Hillerød den 21-23. november 2014 og til messen Hest & Rytter i forbindelse med Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i marts 2015. 

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner