Tålmodighed har ført My til tops

19-05-2023 12:27

Annika Knudsen Lorentsen

Malou My Sohn Henriksen har selv uddannet ponyen Beechmount Romeo til S-niveau, og hun fortæller, at det har været et større arbejde end forventet, men at hun har nydt arbejdet og vejen til toppen af dansk ponysport

Copyright Ridehesten.com
Malou My Sohn Henriksen med Beechmount Romeo. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

15-årige Malou My Sohn Henriksen købte tilbage i 2019 ponyen Beechmount Romeo fra en salgsstald i Sverige, og allerede første gang, at hun prøvede ham, vidste hun, at han var den rette. 

– Vi prøvede ham to gange i Sverige, og det var vigtigt for mig at prøve ham to gange, selvom jeg allerede første gang, vidste, at det bare skulle være ham, indleder My og fortsætter: 

– Han var kun 5 år, havde ikke så meget muskelmasse og var ikke et optimal stand. Der var et eller andet over ham, som gjorde, at det skulle være ham. Jeg havde forventet, at det ville blive en stort arbejde, men det blev større end jeg havde forventet. 

Det hårde arbejde værd
Nu i 2023 rider My sit sidste ponyår, og sammen har hun og Beechmount Romeo vundet S-klasser, og i næste uge skal de repræsentere Danmark ved Nations Cup i Drammen, Norge. Det hårde arbejde gennem de sidste fire år, har båret frugt. 

– Han kunne ikke lave parader og han havde en dårlig balance, så det krævede rigtig meget dressurarbejde. Jeg har bevaret tålmodigheden og haft forståelse for, at det skulle tages i hans tempo, og jeg tror på, at det er derfor, at han er blevet som han er i dag. Jeg træner ved Andreas Künnemann, som har været med fra start, og han har været en kæmpe del af rejsen, forklarer My og fortsætter: 

Copyright Ridehesten.com
Malou My Sohn Henriksen med Beechmount Romeo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det føles næsten helt surrealistisk nu at kunne ride på det niveau vi gør. Jeg var 12 år da jeg fik ham, og han var en kæmpe mundfuld. Jeg var usikker på, om jeg kunne klare det. Det har taget 4 år, men det har været det hele værd, og jeg har værdsat hver dag. Jeg har lært enormt meget af selv at have trænet ham op til det niveau. 

Målet er NM
I år er det sidste år, hvor My kan ride stævner på ponyen, som hun selv har uddannet. Det vil hun nyde, og så vil hun bruge året på at finde den rette familie til ham. 

– Vi skal ride i Drammen i næste uge, og så har jeg sat et mål om, at jeg gerne vil ride nordisk mesterskab i år. Allerhelst ville jeg gerne beholde ham, for han er jo også mit kæledyr, men mit mål er også at få ham sendt godt videre til en fantastisk familie, fortæller My og fortsætter: 

– I marts købte jeg min første hest, som også er et mindre projekt. Den er 8 år, har gået lidt, men mangler en masse dressur. Jeg har planer om at tage det stille og roligt med den, og se hvor langt jeg kan komme. Jeg har også ret meget fokus på at få min uddannelse ved siden af. Det er de færreste der kommer til at leve af at ride, og selvom jeg gerne vil ride på et højere plan, så skal der være både en plan A og en plan B. Det kan godt lade sig gøre at læse samtidig med, at jeg rider i et vist omfang. 

My læser international business på Birkerød Gymnasium, og hun understreger, at det for hende handler om at koordinere sin tid, så hun kan nå at lægge mange kræfter i skolen og i sin ridning.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner