Sweetnes og Silje smagte sejrens sødme (video)

17-10-2021 19:41

I 6-års finalen ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste på Blue Hors stod topkampen i dag mellem to sorte hopper af fremragende kvalitet. Sølvmedaljehoppen Sweetnes og Silje Bakken sejrede i finalen

Copyright Ridehesten.com
Silje Bakken og Sweetness. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i 6-års finalen ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste var det trioen Susanne Baarup Christensen, Kirsten Søgaard og Bjarne Nielsen, dømte klassens 15 finalister, og sidstnævnte stod for at medgive ekvipagerne kommentarer i forbindelse med karaktergivningen.

Berider Silje Bakken leverede med sølvmedaljehoppen Sweetnes e. Blue Hors St. Schufro/Tailormade Lancelot (opdr. Lisbeth B. Andersen) en imponerende flot ridt, hvor hoppen syntes at have fundet den ro og afspændthed, der ikke på samme vis var til stede i den indledende klasse fredag.

Copyright Ridehesten.com
Ejerparret Christine og Lars Paulsen, Tina Callesen fra DRF, Morten Dueholm Larsen fra Pavo, Silje Bakken og Sweetness, opdrætter Lisbeth B. Andersen, dommerne Susanne Baarup Christensen, Kirsten Søgaard og Bjarne Nielsen fra Ole Magnus Petersen fra Blue Hors. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Bjarne Nielsen kommenterede: – En vidunderlig dejlig trav med god bæring og flot form. Karaktermæssigt var vi i grundtraven helt oppe, men øgningerne trækker lidt ned. Skridten er rigtig god, og den bevarer takten i den samlede skridt. Også i galoppen bærer den sig godt; et enkelt changement var ikke helt korrekt. Der var ganske få spændinger i dag, og det er en hest med masser af kapacitet.

Ekvipagen sluttede flot på 91,8 fordelt på 8,9 for trav, 9,2 for skridt, 9,5 for galop, 9,0 for ridelighed og  9,3 for kapacitet. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vinderen af den indledende klasse for 6-års i fredags var RGS Finest Alegra e. Finest/ Ampère, der blev rigtig fint fremvist af Josefine Dahl Hoffmann, der rider for hoppens ejer, Anna Kasprzak. Igen kunne dommerne lide, hvad de så, og det gjaldt hestens kvaliteter såvel som ridningen, og det afkastede ros til rytteren:  – Det er en hest, der hele vejen igennem bliver præsenteret efter træningsskalaen, og som ikke bliver presset op eller ud i noget, den ikke kan kapere. Traven er letfodet, skridten meget stor skridt, galoppen er rigtig god, men kunne være mere rummelig, men changementerne var stabile. Vi ser her en meget håndterbar hest, kommenterede Bjarne Nielsen.

Copyright Ridehesten.com
Josefine Dahl Hoffmann og RGS Finest Alegra. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Karaktererne, der akkompagnerede de flotte ord, lød på 9,4 for trav, 9,2 for skridt, 8,9 for galop, 9,0 for ridelighed og 9,1 for kapacitet. Det resulterede i 91,2 og en andenplads til Josefine Dahl Hoffmann og RGS Finest Alegra i meget tæt kamp med vinderen.

Med lidt afstand til de to førstplacerede tog Betina Jæger Jensen og Dantes Delight e. Dante Weltino/ Hohenstein tredjepladsen med 85,6 fordelt på 8,6 for trav, 7,8 skridt, 9,0 for galop, 8,6 for ridelighed og  8,8 for kapaciet.

Copyright Ridehesten.com
Betina Jæger Jensen og Dantes Delight. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Klassens resultat.

Stævnet start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Silje Bakken og Sweetness. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner