Svensk landshold klar til EM

24-07-2019 09:24

Annika Knudsen Lorentsen

Nu er der sat navne på de fire svenske dressurryttere der skal konkurrere mod det danske hold ved EM i Rotterdam i slutningen af august

Copyright Ridehesten.com

– Efter en god sommersæson med sejre og personlige rekorder ved Nations Cup-stævner er det nu tid for de svenske ryttere at klargøre sig til EM i dressur, som er årets store mål for de svenske ryttere, fortæller Svenska Ridsportförbundet.

Holdleder Bo Jenå har sat navne på de fire ryttere, som skal repræsentere Sverige ved Europamesterskaberne i Rotterdam fra den 19.-25. august. 

Truppen består af Patrik Kittel på Well Done de la Roche CMF, Therese Nilshagen på Dante Weltino OLD, Antonia Ramel på Bronter de Jeu og Juliette Ramel på Buriel K.H. Sveriges reserverytter er Rose Mathisen på Zuidenwind 1187.

– Det er en stærk trup, to af rytterne var med til at vinde bronze for to år siden og de to andre har bidraget til stærk fremgang i år, fortæller Bo Jenå, som også fortæller at det var svært at udvælge truppen.

– Vi har en fantastisk bred trup i toppen af dressur lige nu, og vi har ikke haft det samme hold afsted til nogen af årets Nations Cups.

Det svenske dressurlandshold har i løbet af sommeren vundet Nations Cup i Falsterbo, blevet nr. 2 i både franske Compiegne og i Uggerhalne. Samtidig har både Juliette Ramel og Therese Nilshagen sat personlige rekorder, og Juliette Ramel har tilmed slået den svenske rekord i Grand Prix Special. 

– Vi går naturligvis efter en ny medalje i holdkonkurrencen, men konkurrencen er hård og det kommer til at være de små marginaler der afgør medaljekampen,  fortæller Bo Jenå.

Se det danske hold, som er klar til at kæmpe mod naboerne fra Sverige, her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner