Svensk kongedebut for Nørby

21-03-2014 19:45

Ved et internationalt stævne i Sverige er det blevet til en PSG-placering til Jacob Nørby Sørensen

Copyright Ridehesten.com
Jacob Nørby Sørensen og Quartz de la Vie under daglig træning.

Åstorpsortens Ryttarförening er henover weekenden vært for et internationalt dressurstævne. I dag har flere danske ryttere allerede været oppe ad midterlinjen - og dét med succes.

I Prix St. George red Jacob Nørby Sørensen fra Nissumgaard Dressage sig ind på andenpladsen med 68,684 procent. Det skete på skimlen Quartz de la Vie Z efter Quite Capitol / Calido I, opdrættet hos Haras de la Vie og ejet af Gunnarlunda Stallions.

Det er et samarbejde mellem Gunnarlanda og Nissumgård Dressage, der har bragt Quartz de la Vie i Nørbys hænder, og han har kun haft hesten i et par uger.

- Det virker til at Quartz er et godt match til mig! I dag havde jeg en kongedebut, selvom jeg endnu må bruge tid på at spore mig ind på hesten. Quartz har enorme kvaliteter for de samlede øvelser, og det bliver spændende at se, hvad sæsonen byder af spændende udfordringer, siger Jacob Nørby Sørensen efter sin placering.

I Grand Prix er Malene Folmer Jensen er med Acapello Foldager (efter Akinos / Loran) blevet nummer fem - dog uden for placeringsrækken - med 68,400 procent.

Lørdag og søndag får vi flere danske equipager at se - blandt andet Kathrine Springborg på May Candeloro, Michelle Guldbjerg på Dauphine Byhøj og Helene Melsen på Blue Hors Dexter.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner