Svalegårds Disco imponerede til egnethedstest

27-10-2024 20:38

Aviaja Vindum Hansen

Efter årets første egnethedstest blev afholdt i Region 4 i går, var det i dag blevet tid til, at 44 ekvipager indtog Vilhelmsborg til egnethedstest i Region 5. Her blev givet flere 9-taller til de dygtige 4-års heste

Copyright Ridehesten.com
Svalegårds Disco imponerede med Liv Marie Stignæs i sadlen, og vandt dagens egnethedstest. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

I dag dannede Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg, ramme for årets anden egnethedstest, som blev afholdt i Region 5, hvor 44 imponerende 4-års dressurheste indtog banen for dommerne, Bjarne Nielsen, Vicky Nortvig og Rune Willum. Her blev der givet flere 9-taller og et enkelt 9,5, mens dagens højeste karakter gik til en imponerende hingst. 

Copyright Ridehesten.com
Svalegårds Disco. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Fakta
Kvalificerede til Unghestechampionatet i Herning

Blandt de startende heste udtages, efter egnethedstesternes afslutning, 50 dressurheste og 40 springheste samt 10 reserveheste i hver disciplin. Eventuelle heste fra Norge udtages udover dette antal. Hestene udtages efter antal point, rækkefølge opnået på Landsplan. Ved ligeplacerede heste udtages på følgende vis: Hesten med flest point i kapacitet vil være bedst placeret. Står to eller flere heste forsat lige, vil hesten med flest point i ridelighed være bedst placeret. Derefter er hestene ligeplacerede. Reserveheste vil være de heste, som pointmæssigt ligger under de sidste udtagne. Ved ligeplacerede reserveheste gælder, at der prioriteres efter kapacitet, dernæst ridelighed, og først herefter vil hestene være ligeplacerede.

Fold up

Blandt de 44 dressurheste fra årgang 2020 imponerede særligt Svalegårds Disco e. Duke/ Tailormade Temptation, der er opdrættet af Stutteri Svalegård ved Else Marie og Jens Chr. Krabbe. Hingsten blev flot fremvist af Liv Marie Stignæs, og ekvipagen opnåede i alt 860 point. Med særdeles god ridelighed blev hingsten belønnet med karakteren 9 i både ridelighed og skridt, efterfulgt af 8,5 for trav og kapacitet samt 8 i galop. 

Copyright Ridehesten.com
Med 9 i både ridelighed og skridt opnåede Svalegårds Disco i alt 860 point. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Graastengaards Faquira e. Quaterhit/ Blue Hors Hotline, der er opdrættet af Graastengaard Dressage v. Helle Andersen, blev dagens anden bedste hest. Den mørkerøde hoppe blev flot fremvist af Anne-Mette Strandby Hansen, der præsenterede hoppen på bedste vis. Særligt blev hoppens galop fremhævet, der blev belønnet med 9 point og samlet 840 point i dag. 

Copyright Ridehesten.com
Graastengaards Faquiras galop blev fremhævet med karakteren 9, der blev flot fremvist af Anne-Mette Strandby Hansen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Tredje bedst blev Skovgårdens Hollie e. Revolution/ Blue Hors Don Olymbrio, der er opdrættet af Bjarne Lund. Hoppen blev fremvist af berider Silje Bakken, der til dagligt driver Bakken Dressage med Michael Møller Flintrup. Hoppen opnåede 830 point, hvoraf 8,5 for trav, ridelighed og kapacitet er værd at fremhæve. 

Copyright Ridehesten.com
Skovgårdens Hollie med Silje Bakken i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Dagens højeste karakter blev givet til den smukke, sorte Spot-On B e. Secret/ Sunset Hit, der er opdrættet af Karin og Peer Guldbrandsen. Flot fremvist af Susanne Barnow opnåede han nemlig 9,5 for skridt, hvilket var dagens højeste karakter. Samlet endte ekvipagen på 820 point. 

Copyright Ridehesten.com
Spot-On B fik dagens højeste karakter, nemlig 9,5 for skridt. Her med Susanne Barnow i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

På lørdag, den 2. november, afholdes årets første egnethedstest for 4-års springheste i Region 6, hvor Ikast Rideklub danner rammerne for de unge springheste og deres ryttere. 

Egnethedstestens start- og resultatliste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner