Anna Pørtner
I denne weekend har Sportsrideklubben Aalborg afholdt landsstævne i springning, hvor jysk mesterskab for U18/U21-ryttere og seniorer skulle afgøres. I løbet af fredag og lørdag, har håbefulde ekvipager kæmpet for en plads i finalen, der her til eftermiddag er blevet afgjort med et brag.
Sikker sejr til Sascha
Der var blot fire springryttere, der havde kvalificeret sig til finalen i jysk mesterskab for U18/U21-ryttere. Rytterne skulle prøve kræfter med en udfordrende bane, hvor forhindringernes højde lød på 135 cm i en metode B1, hvilket betyder, at hvis der efter hovedrunden er flere ryttere med samme antal fejl om førstepladsen, skal der rides en omspringning - men det blev slet ikke nødvendigt i dagens finale.
Der var nemlig kun én af ekvipagerne, der klarede sig fejlfrit og sikkert igennem dagens hovedrunde og dermed tog fra Aalborg med guldet om halsen uden omspringning. Det var Sascha Meldgaard Mortensen på den 8-årige DV-vallak Newlands Dzeko e. Diarado/ Casir Ask (opdr. Josefine Kasaya Newlands), der rider på noget af en succesbølge for tiden. Ekvipagen har lige redet tre fejlfrie runder ved World Cup-stævnet i Herning, hvor de sluttede af med en flot femteplads i 140 cm-klassen, som også var deres debut. Nu ser den succesfulde ekvipage frem mod indendørs DM om to uger, og hvilken bedre forberedelse end at vinde jysk mesterskab.
– Det var selvfølgelig en helt fantastisk sejr. Alt spillede bare, og jeg er super tilfreds med runden. Det var en virkelig udfordrende bane, så jeg var glad for at min træner, Jack, var der til at gå banen med mig, han er altid en kæmpe støtte og fik som altid hjulpet mig godt igennem dette stævne. Dzeko sprang helt fantastisk og har gået helt suverænt de sidste par stævner, så jeg er virkelig stolt over, hvordan han bliver ved med at præstere. Næste stævne er DM om 2 uger og jeg føler, at vi er så klar, som vi kan være, så jeg ser rigtig meget frem til endnu et spændende stævne, lyder det fra Sascha efter dagens sejr.
Andenpladsen gik til Julie Stenmann Christensen i sadlen på den 11-årige Birkely's Unique e. Baldini II/ Toulon, der sikrede sig en virkelig flot runde, hvor der desværre røg en bom og dermed blev det altså til en flot andenplads ved dagens finale. Tredje bedst blev Isabell Victoria Frost Jensen på den 8-årige DV-vallak Alexander Dance e. Party Dance/ Quick Star (opdr. Christian Kjær), som var en af favoritterne i dagens finale, da parret virkelig kan ride stærkt. En omspringning blev det dog ikke til, da der desværre røg to bomme i hovedrunden, og dermed blev det til en tredjeplads i dag.
Hæsblæsende omspringning om guldet
Hos seniorerne var det dog lidt en anden sag. Her blev der nemlig virkelig redet om sejren i dag, hvor vi fik en hæsblæsende omspringning at se. I alt havde ti ekvipager kvalificeret sig til dagens finale, der gik i en S1*, hvor forhindringernes højde lød på 145 cm og ligeledes en metode B1, hvor alle de ekvipager, der var fejlfrie i hovedrunden skulle ride omspringning om sejren.
Flere yderst stærke ekvipager var til start i dagens finale. Blandt andet var vinderne fra både 2023 og 2024 til start - brødrene Jeff Paw Nielsen og Jack Ray Nielsen, som altid er hurtige i en omspringning, men i dag fik de altså kamp til stregen af flere stærke ekvipager - blandt andet den regerende danmarksmester Christian Jansen og en anden meget sikker ekvipage, nemlig Sarah Wheler og Syvhøjegårds Footloose e. Balou Royal Z (opdr. Niels Osterland), som blandt andet red sig til en suveræn andenplads i Bækgaarden Grand Prix i sommers.
Fire ekvipager formåede at klare sig fejlfrit igennem hovedrunden, og dermed var der altså sikret en spændende omspringning om sejren. Én af rytterne havde hele to heste med i omspringningen, nemlig den regerende danmarksmester Christian Jansen, og alle dem der kender Jansen ved, at han er utrolig dygtig til at ride hurtige omspringninger.
Det var da også lige præcis, hvad vi så fra ham i dag, for i sadlen på sin DM-makker Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo fløj han fejlfrit over målstregen i omspringningen i tiden 41,81 sekunder og sikrede sig en suveræn sejr. Det må siges at være noget af en sæson for ekvipagen, der nu både kan skrive danmarksmester og jysk mester på CV'et.
At Christian Jansen er en rytter, der er dygtig til at ride hurtigt, vidnede dagens podiepladser om. For han tog sig nemlig også af andenpladsen, denne gang med den 8-årige DV-hest Cordento II DWB e. Cornet Obolensky/ Cardento (opdr. Linus Camitz). Her sikrede han sig nemlig også en lynhurtig og fejlfri runde, hvor tiden stoppede på 43,73 sekunder og dermed var andenpladsen altså også sikret til Jansen.
Tredje bedst blev Sarah Wheler og den 9-årige Syvhøjegårds Footloose, der var tredje ekvipage, der red fejlfrit i omspringningen. Parret gav den alt, hvad de havde, men det er altså svært at følge med Jansen, og i tiden 44,67 sekunder måtte de altså se sig tilfredse med en meget flot tredjeplads.