Succesfuld konference om hesten indeni og udenpå

02-03-2020 16:12

Merete Haahr

Konferencen ” Horses Inside Out” blev afholdt i Loughborough, England d. 23-24 februar 2020, og det var en stor succes med over 250 deltagere, heriblandt mange danskere som ønskede at blive klogere på hestens anatomi, og de udfordringer vi står med som hesteejere, ryttere og trænere

Copyright Ridehesten.com
Man kunne også opleve en model af bækkenet, komplet med de indre hoftemuskler og ledbånd. Foto: Ridehesten.com/Merete Haahr

Konferencen bød på mange spændende oplæg fra eksperter, hver med deres vinkel på hvordan vi kan se hesten som en helhed, således at vi kan optimere hestens ydelse og undgå skader.

På konferencen var der ligeledes en helt særlig udstilling omkring hestens anatomi, udarbejdet af Gillian Higgins, som er grundlæggeren af organisationen Horses Inside Out. Hun er kendt for sine malerier af hestens anatomi på levende heste. Gillian brænder for heste, anatomi og for at dele ud af alt hvad hun ved om heste. 

Hun er en autoritet indenfor hesteanatomi og biomekanik, specialist i vurdering af hestens krop og bevægelse, og hun har mange års erfaring i at uddanne hesteejerne til at lave øvelser med deres heste, som kan forbedre hestens præstationer.

Læs også: Bliv klogere på hestens anatomi

Copyright Ridehesten.com
Gillian Higgins har skabt modeller af hestens anatomi, for at vise de interne strukturer som ligger dybt i hestens krop, og som alt for ofte bliver misforstået. Foto: Ridehesten.com/Merete Haahr

Udstillingen er et resultat af mange måneders arbejde, og den bestod af unikke håndlavede modeller, en kombination af anatomi, malerier og skulpturer, fortæller Gillian Higgins, 

På udstillingen kunne man opleve et skelet af en hest og en pony i naturlig størrelse, og med naturlige anatomiske detaljer, hvilket gav et godt visuelt grundlag for at kunne forstå symptomer og behandling. Der var flere interaktive modeller, som kunne give deltagerne et indblik i hestens muskler og indre organer. 

Copyright Ridehesten.com
På udstillingen kunne deltagerne se et komplet hesteskelet, og på denne måde for en bedre forståelse for hestens anatomi. Foto: Ridehesten.com/Merete Haahr

Horses Inside Out har en mission der går ud på at vise, hvordan anatomien kan hjælpe os til at forbedre hestens sportspræstationer og undgå skader. Udstillingen går et skridt videre og viser hvordan hestens anatomi kan have betydning for hestens træning, velfærd og komfort.  

Gillian Higgins fortæller, at hun valgte modellerne for at vise de interne strukturer som ligger dybt i hestens krop, og som alt for ofte bliver misforstået. 

Konferencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, og næste år er emnet "Vækst og udvikling" som afholdes i Nottingham, England d. 21-22 februar 2021.

Her kan du se en video fra konferencen. 

Info

Anatomiudstillingen i 2020
Modeller af bækkenet, komplet med de indre hoftemuskler og ledbånd

Poseidon en anatomisk model af hestens hoved

Skelet ordkunst: Modeller og tryk af navnene på knoglerne i hestens skelet

Interaktive magnetiske modeller af Carpus og Tarsus, knoglerne i henholdsvis forben og bagben

”Leonardo” og ”Trooper” håndmalede modeller komplet med anatomiske strukturer

”Marvin” Stående pony skelet med mærkater der viser de anatomiske navne

Et komplet hesteskelet, hvor deltagerne havde mulighed for at håndtere knoglerne og se at sammensætningen var korrekt

Du kan læse mere om de enkelte oplægsholdere på konferencen " Horse inside out" i næste nummer af Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner