Bliv klogere på hestens anatomi

05-02-2020 10:27

Merete Haahr

Hvad enten du er træner, dyrlæge eller rytter, så er det vigtigt at kende til hestens anatomi. Konferencen "Anatomi i Aktion", der afholdes i Loughbourough, byder på en lang række anerkendte forskere, som deler ud af deres viden

Copyright Ridehesten.com
Konferencen Horses inside Out afholdes i England den 22.-23. februar. Foto: Horse inside out.

Igen i år kan du deltage i den årlige hestekonference arrangeret af organisationen Horses Inside Out, og som afholdes i Loughbourough, England, den 22.-23. februar 2020. Konferencen har overskriften "Anatomi i Aktion", og her kan du høre en lang række anderkendte forskere dele ud af deres viden.

Heste er de ultimative atleter, hvis fysiske præstationer bliver presset til det yderste. Det stiller store krav til deres krop, hvor muskler, led og knogler bliver udsat for hård belastning. Konferencen er arrangeret af organisationen "Horses Inside Out", som den engelske hesteekspert Gillian Higgins står bag.

Begge dage består af en serie inspirerende foredrag med forskere fra ind- og udland, som med deres viden, erfaring og store ekspertise vil forklare omkring emner, der vedrører hestens anatomi.

Copyright Ridehesten.com
Den danske forsker Vibeke Elbrønd forklarer omkring bindevævets betydning for hestens præstation. Foto. Horse Inside Out

Den danske forsker og professor Vibeke Elbrønd vil fortælle om, hvordan vi bedre kan forstå hestens bindevæv i forhold til dens bevægelser. I behandling af skader hos heste har vi tidligere fokuseret på muskler, knogler og sener, men vi har glemt, hvor stor betydning bindevævet har for hestens præstationer, fortæller Vibeke Elbrønd. Fokus på bindevævets betydning kan give os helt nye muligheder for at behandle skader hos heste.

Copyright Ridehesten.com
Gillian Higgins har specialiceret sig i at tegne muskler og skelet på levende heste for bedre at kunne forstå hestens anatomi. Foto: Horses inside Out.

David Kempsell vil forklare om Thoraksslyngen, de muskler, der forbinder hestens brystkasse med forbenene, og hvilken betydning det har, blandt andet i forhold til at finde den rette sadel. Mark Johnson vil forklare om hovens anatomi, og hvordan den fungerer. Han bruger en lang række forskellige teknikker for at tilbageføre hoven til dens optimale form, og han ser på hele hesten. Han har dissekeret mange hove for at undersøge, hvad der stopper hesten i at præstere, og hvordan man med den rette hovpleje kan rette op på dette.

Copyright Ridehesten.com
Du vil lære mere om hjernens betydning for adfærd og optimal træning. Foto: Horses Inside Out.

Der vil være et oplæg om hjernens betydning, og hvordan vi bruger viden om hestens hjerne til at forebygge adfærdsproblemer og forbedre træning. Ligeledes vil der være oplæg fra Sue Dyson, som beretter om,  hvad vi skal være opmærksomme på, hvis  hesten har problemer med at præstere, som den skal, og hvordan vi kan diagnosticere, om hesten er halt. På konferencen kan du også lære meget mere  om sener og seneskadeproblemer hos heste.

Copyright Ridehesten.com
Hestens fordøjelsessystem er kompliceret og vigtigt at kende til. Foto: Horses inside out.

Richard Hepburn vil fortælle om hestens fordøjelsessystem, og hvordan vi behandler og forebygger de problemer, der kan opstå her. 

I pauserne kan du besøge den videnskabelige plancheudstilling med en lang række interessante emner omkring hestens anatomi. Desuden vil det være muligt at lære ”hands on”, hvor du kan se og føle helt konkret, hvordan hesten er opbygget, ved den store interaktive anatomi udstilling.

På konferencen er der god mulighed for at udvide dit netværk og få ny inspiration; her kan du møde næsten 300 hesteentusiaster fra ind- og udland.

Så hvis du har lyst til at lære fra internationale forskere, og høre om de seneste videnskabelige undersøgelser, og har du lyst til at blive inspireret og få nye ideer og gå i dybden med en passion for heste, så er det en konference, du ikke må gå glip af. 

Du kan læse mere her.

Læse mere om hestens anatomi og træning, og hvordan hest, rytter og saddel skal passe sammen i magasinet Ridehesten 

Info

Gillian Higgins er træner på højt niveau og professionel sportsmassør for heste. Hun underviser i fysioterapi, anatomi, biomekanik og komplementær terapi på forskellige hestevidenskabelige kurser, og hun er kendt for sin undervisning, hvor hun understøtter teorien ved at tegne muskler og skelet på en levende hest, som mønstres i både skridt, trav, galop og spring. Hun har flere gange undervist i Danmark og har skrevet flere bøger, som også er blevet oversat til Dansk.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner