Succes: Stævne uden pengepræmier

14-07-2014 11:03

Ville du ride stævne, hvor du ikke kan vinde penge? Sakskøbing Rideklub har indsamlet omkring 9.000 kroner til både Kræftens Bekæmpelse og Danske Hospitalsklovne ved at holde stævner, hvor alle doteringer går til velgørenhed

Ridestævne uden doteringer? Sakskøbing Rideklub har nu gjort det to gange, og dét med stor succes.

Sakskøbing Rideklub er beliggende midt på Lolland. Den 39 år gamle klub har ingen tilknyttet rideskole, og den har cirka 150 medlemmer.
Klubben afholder to distriktsstævner årligt, og efter de seneste tre år at have afholdt de individuelle distriktsmesterskaber i dressur, syntes stævneudvalget sidste år at de trængte til nye udfordringer.

- Og fordi der i Distrikt 5 er meget få mandlige ryttere syntes vi at vi kunne støtte kampen for brystkræft. Vores medlemmer kan lide, at der sker noget andet og noget specielt i klubben. Vi har blandt andet en blog, som vores juniorrepræsentanter styrer, vi har Wellness-ridning og yoga om vinteren, og vi afholder Hippoaden i Knuthenborg. Stævner ynder vi at gøre noget særligt ud af, både hvad oppynt, mad og rosetter angår, siger Charlotte Hannibal, som både er medlem af stævneudvalget og sidder som kasserer i bestyrelsen på 15. år. 

Så sidste år i september iklædte de nærmest hele klubben i lyserødt, kagerne var lyserøde, servicen var lyserød, blomsterarrangementer var i lyserøde nuancer, og papiret på kritikkerne var lyserøde. Samtidig gav de rytterne lov til at bruge lyserødt under konkurrencerne, og det viste sig at virke. Klubben indsamlede 9.000 kroner.

- Rytterne havde taget konceptet til sig, meldte villigt til og vi fik flotte og kreative ryttere at se. Ikke noget voldsomt, men en lyserød skjorte, et lyserød slips, Pink underlag, eller blot en pins med Kræftens Bekæmpelses sløjfe, fortæller Charlotte Hannibal og fortsætter:

- Vi havde fået lavet særlige støtte rosetter i lyserød og pink, som jo er den farve, der symboliserer kampen mod brystkræft, og dem fik rytterne tillige med vores vanlige rosetter, når de blev placeret. Sponsorer havde der være masser af, så der var mange og lækre gaver til alle, også første uplacerede. Antallet af starter var som det plejer, og vi har kun hørt positivt om stævnet. Og netop fordi ryttere, officials, og sponsorer var så positive indstillet overfor ideen, syntes vi, at vi ville prøve igen, siger hun.

I år valgte klubben at støtte danske hospitalsklovne, og det skete ved et distriktsstævne sidste weekend. 


- Vi synes det var en god sag, og Nykøbing Falster Sygehus har deres egen klovn, Karla, var det jo nærliggende, at det er hende, vi samler ind til, siger Charlotte Hannibal.

Igen i år har sponsorer givet gaver ud, således at rideklubben kan give doteringerne bort, og  rytterne kan igen få en særlig roset - denne gang i rød, blå og gul som er de farver der er i Hospitalsklovnenes logo - og ærespræmier.

- Gaverne står i større værdier, end doteringerne ville have gjort, så vi synes jo det er en win/win situation, siger Charlotte Hannibal.

Det blev i år til 8.900 kroner, som Danske Hospitalsklovne sikkert vil gøre god brug af.

 
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner