Stort nyt mesterskab i springning på Holte

19-02-2009 07:45
I weekenden d. 27. feb.- 1. marts vil Holte Rideklub slå dørene op for det første officielle indendørs DRF-mesterskab i springning. Det nye mesterskab afholdes i forbindelse med elitestævnet i spring og Holte Rideklub glæder sig til at byde de mange ryttere og tilskuere velkomne.

Mesterskabsklassen vil blive afholdt over to runder. Første runde afholdes lørdag som en særskilt klasse mens finalen finder sted søndag. Hvem der får den ærefulde titel som den første vinder af Indendørs DRF-mesterskab afgøres efter en sammenlægning af de to runder. I det tilfælde 2 eller flere ryttere står lige, finder der en omspringning sted. Klassen er en S- klasse med en bane, som ifølge banebygger og daglige administrative leder af HRK Peter Vogt, vil indeholde de sædvanlige små finurligheder, som Holte er kendt for. Dermed er der lagt op til en dyst mellem nogle af landets bedste springryttere, med en vinderpulje på 15.000 kr., en DRF mesterskabsplaquette og et æresdækken. Hvorvidt det indendørs mesterskab vil blive gjort til en tilbagevendende begivenhed, afhænger af opbakningen fra alle sider. Holte Rideklub opfordrer derfor alle til at bidrage til succesen, hvad enten man er top-rytter eller tilskuer. Dansk Ride Forbund vil efterfølgende vise web-tv fra stævnet, sponseret af Jan Nygaard AS, BMW forhandler og CSIO i Bernstorffparken. Kilde: Dansk Ride Forbund

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen