Startskud til DM

17-08-2018 20:59

Maria Lerche Mortensen

I dag løb første afdeling af DRF-mesterskabet for kategori 1 og 2-dressurponyer af stablen på Hovgaard Rideklub, der i denne weekend danner rammen om et stort landsstævne med DRF-mesterskab for alle tre ponykategorier og Topponyer Stil Cup

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mesterskabet for kat. I-ponyer startede kl. 10.15. Her var 35 ekvipager til start, som i dag skulle kæmpe for en plads blandt de 24 bedste der får lov til at ride i morgen, hvor de kæmper om en top-15 placering for at komme i finalen, hvor medaljerne skal uddeles efter alle tre dages resultater bliver lagt sammen.

Unge Alexander Yde Helgstrand er allerede godt vant til medaljer og ligger også godt med i mesterskabet. I dag satte han sig nemlig på sejren med Røgild’s Claire efter et ridt til 71,410 %. Den blå sløjfe gik til Dagmar Sofie Oxlund, der opnåede 70,940 % sammen med sin yderst stabile makker, Campari W.
Amira Aasted Jesperen og Top Tilas Ex opnåede 70.385 %, hvilket sikrede ekvipagen en foreløbig tredjeplads i mesterskabet. Men det er tæt i toppen, og alt kan ske, så der er virkelig lagt op til nogle spændende dage på Hovgaard Rideklub.

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Gram Jacobsen og RS Proud Mary

For kat. II-ponyerne har Frederikke Gram Jacobsen og hendes charmerende pony RS Proud Mary lagt afstand til konkurrenterne, idet de opnåede 73,034 % i dagens PRT. Andenpladsen gik til Julie Calundan og vallakken Chico, der opnåede 69,530 %. Tredjepladsen gik til Laura Elisabeth Kjær Rohmann, der i sadlen på Traeumer opnåede 69,316 %. Alle 16 startende går videre til morgendagens klasse. Det er ligeledes i morgen, at mesterskabet for kat. III-ponyerne starter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Udover mesterskabsklasserne er der i dag også blevet afholdt en LA4 for kat. III, hvor Søs Normann Svendsen fik en god opvarmning til DM, da hun og Spinelly tog sejren med 69,375 %.
I lilleturs-klassen for kat. II blev det Luna Kølbæk Rosenberg og Havens Bacardi, der sejrede med 66,438 %. I lilletursklassen for kat. I var det SL Cuba, der med Victoria Toft Warsvik i sadlen sejrede efter at have opnået 70,000 %.
Til sidst afholdtes også en LA1 på C-plan, og her var det Clara Sofie Hilstrøm og Daugaards Manifique, der hev den røde sløjfe hjem med 70,862 %.

Klik her for at se resultatlister og startlister!

Ridehesten.com har i dag taget billeder i DM-klassen for kat. 1 og lilletur for kat. 2, disse kan ses her på siden i starten af den kommende uge! Herudover vil fotografen også være tilstede ved søndagens finaler!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner