Anna Pørtner
De danske springryttere havde et suverænt år 2024 med mange flotte resultater på de internationale springbaner, og nu er de altså klar til at skyde sæson 2025 i gang på bedste vis. Med danskere repræsenteret i både Schweiz, Qatar, Belgien og Tyskland allerede fra i dag af, er der lagt op til en fantastisk sæsonstart.
Én af de springryttere, der starter hårdt ud på stævnebanen, er Andreas Schou, der er til start ved det femstjernede Longines CHI Classics-stævne i Basel Schweiz, hvor han har sine to heste, Convant og Billy Matador med. Her skal den erfarne springrytter blandt andet deltage i Longines FEI World Cup-klassen, hvor forhindringernes højde lyder på 160 cm. Stævnet i Basel bliver den tiende afdeling ud af i alt 14, og altså det første stævne i 2025 for Andreas Schou, og hvilken måde at starte sæsonen på.
Udover Andreas Schou er danske Rikke Belinda Barker ligeledes draget ud i den store verden for at starte sæson 2025. Sammen med Tabalou PS, Empire Sbk Z og Zarco DI Arezzo Z er Rikke nemlig i denne uge til start ved det firestjernede springstævne, Doha Tour i Qatar. Allerede i dag skal Rikke og hestene på banen for første gang, hvor de for alvor skyder deres sæson 2025 i gang på den imponerende arena.
Foruden Andreas Schou og Rikke Belinda Barker, er en hel del danske springryttere draget til Opglabbeek i Belgien, hvor de skyder sæsonen i gang med et internationalt springstævne fra i dag og indtil på søndag, den 12. januar. Ligeledes har otte danskere krydset grænsen til Tyskland for at skyde deres sæson i gang i Neustadt Dosse, hvor også de skal på banen for første gang i dag. Deltagere fra 11 nationer er til start ved stævnet i Tyskland, så her bliver uden tvivl kamp til stregen om placeringerne ved årets første stævne.
I denne nyhed kan du få et overblik over, hvilke danske ryttere, der er til start ved de internationale stævner i denne uge.