Annika Knudsen Lorentsen
Firkløverets Springakademi inviterer til clinic fra fredag-søndag i denne uge på Riders Cup, hvor deres ryttere i aldersgrupperne junior, ungrytter, U25 og senior skal deltage. Der er som altid åbent for publikum og der er rig mulighed for at få en god oplevelse, da det som vanligt er svenske Maria Gretzer og Björn Carlsson der står i spidsen for undervisningen af rytterne.
De får denne gang hjælp fra portugisiske Adir Dias de Abreu, som vil stå for undervisningen af U25-rytterne, når han besøger Firkløverets Springakademi som gæstetræner. Til dagligt arbejder Adir sammen med en af akademiets tidligere ryttere, danske Christian Nielsen, og han har igennem mange år arbejdet i flere professionelle stalde og redet 5-stjernede stævner.
Avlerne fra Firkløverets Avlerklub har ligeledes mulighed for at deltage i løbet af weekend. Programmet starter allerede fredag morgen og fortsætter indtil søndag sidst på dagen.