Spændende ponydressur i Solrød

06-10-2018 20:55

Maria Lerche Mortensen

Tredje kvalifikation af ponyernes ECCO-cup er i dag blevet skudt i gang hos Solrød Rideklub, og selvom Alexander Helgstrand er stukket af fra konkurrenterne, er der tæt kamp i toppen

Nyheden fortsætter efter annoncen

I sidste weekend afholdte Solrød Rideklub landstævne for heste, men i denne weekend er gennemsnitshøjden dalet en smule, idet der afholdes stævne for landets bedste ponyekvipager. Alene i dag er 77 ekvipager til start, og der har derfor været ridning i hallen fra kl. 7.30, og det fortsætter indtil sent i aften. Selvom det er tidligt op og sent i seng, er humøret både højt blandt rytterne og stævnets hjælpere, der sørger for at det hele kører efter planen.

Formiddagen bød på første del af ECCO-cup for kategori 2 ponyer i PRT, og her er lagt op til en spændende kür i morgen, for hele feltet bestående af 9 ekvipager ligger meget tæt. Det blev DM-bronzevinder Maja Emilie Leth der i dag trak det længste stå, da hun sammen med 13-årige Prince opnåede 69,573 % og dermed tog førstepladsen. Andenpladsen tog Elisabeth Cecilie Bonefeld-Dahl sig af, da hun opnåede 68,718 % med den kønne vallak Truly Yours. Men Elisabeth pustes i nakken af Fie Dybro Jensen og Kavsgards Dundee, der opnåede 68,462 % og placeringen som nr. 3.

Det var ikke så overraskende, da den tredobbelte EM-sølvvinder ekvipage Alexander Yde Helgstrand og Adriano B tog sejren i første del af ECCO-cuppen for kategori 1-ponyer. Og med et program fyldt med power, blev ekvipagen belønnet med 76,923 %. Placeret som nr.2 blev Liva Addy Guldager Nielsen og D’Artagnan 187 med 73,632%. Dagens tredjeplads gik også til en del af årets EM-hold, nemlig Frederikke Gram Jacobsen og Gee Gee 2 med 71,368 %. Og herefter ligger ekvipagerne utroligt tæt, de 9 øverst placerede ekvipager er nemlig alle over 70 %, og af de 15 der i morgen skal ride kürfinale er alle over 68%.

Men selvom ekvipagerne ligger tæt og der er mange, er det ikke nødvendigvis en ulempe at være første rytter i ilden. Det beviste Amalie A Bang med et flot og sikret program med hendes kønne pony Filur af Grønagergård der indkasserede 71,239 % og placeringen som nr. 4. Med 70,855 % gik 5. pladsen til Ida Guldbrandsen og velgående Chilli. Placeret som nr. 6 med 70,556 % blev Thilde Rude Hare og Morgensterns Dakar, der efter finaledeltagelse i begge de to forudgående kvalifikationer fører den samlede stilling i ECCO-cuppen. Dagens placering som nr. 7 gik med 70,427 % til Amalia Skjold og Castenrayseweg’s Evita.

Selvom kun 15 af de 27 kategori 1-ponyer kvalificerede sig til anden del af ECCO-cup kvalifikationen, får alle ekvipager lov til at starte kür i B-finalen, så alle har god grund til at glæde sig til en dag i morgen fyldt med musik og flotte programmer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Udover ECCO-cuppen er der også blevet afholdt almindelige landsstævneklasser i den flot oppyntede ridehal med god og velplejet fiberbund. I LA4 for kategori 3 blev vinderen Cecilie Bellham og Chopins Gilbert med 68,281 %, imens Josefine Bønding og Helana tog andenpladsen med 67,578 %.

I LA6 for kategori 1 og 2, blev vinderen Caroline S Jørgensen og Dr. Doolittle med 73,684 %, ekvipagen har i år haft meget succes, og var blandt andet med på det guldvindende DM-hold som LA4-ekvipage. Andenpladsen i klassen blev delt imellem hjemmebanerytter Sarah Friis Starup og High Flown’s Brittany Gold og Karen Claudi Gregersen og Belmondo, der begge opnåede 67,697 %.

I PRT for kategori 2-ponyer vandt Isabelle Örvén og Lorenzo, der opnåede 67,607%. PRT-klassen for kategori 1-ponyerne er i skrivende stund endnu i gang.

I morgen starter stævnet kl. 8, og de spændende ECCO-cup kürfinaler begynder kl. 13.30. Så der er rigtig god grund til at lægge vejen forbi rideklubben og se flot ponydressur på højeste niveau.

 

Ridehesten.com har i dag haft en fotograf til stede, billeder fra ECCO-klasserne kan ses her på siden i begyndelsen af den kommende uge!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner