Britt Carlsen
Søren Nørgaard Pedersen leverede to fejlfrie runder ved DM-konkurrencen hos Schou & Skouboe i dag. På den herlige, velspringende hoppe Tailormade Cavetta satte han tingene på plads. Lige efter Søren kommer dog flere ryttere med blot fire fejl, så DM-konkurrencen er fortsat vidt åben. Derfor betegner Søren sig heller ikke som favorit til titlen søndag: Meget kan ske på søndag, understreger han. Tailormade Cavetta kom først i sporten, da Tailormade Horses indkøbte hoppen da hun var 6 år. Så hun har i den mellemliggende tid stået lidt i skyggen af den lige så velspringende og særdeles interessante Tailormade Esperanza de Rebel. På Esperanza fik Søren i dag 8 fejl sidst på banen i første runde og revancerede sig med en fejlfri anden runde. - Jeg vælger at ride Cavetta på søndag, bekræfter Søren. Den velspringede hoppe er også mor, idet hun har en en 2-års søn e. Tailormade Stardust, Karina Skou Truelsen var helt i særklasse godt ridende i dag, hvor hun i første runde fik et enkelt nedslag på begge sine heste, og i anden runde leverede to nul-runder med Aniviero Z og Quite Quick - det sendte hende ind på anden og tredjepladsen i DM-konkurrencen. Torben Frandsen, der var fejlfri i første runde på Antares måtte noteres for 4 fejl i anden runde, og de står nu på lige med Thomas Velin/Godsend du Reverdy og Rikke Haastrup Krisensen/Luganer. Efter at flere, også af de rutinerede ryttere, havde redet første runde med lidt rigeligt pres, så blev der i anden runde vist anderledes velovervejet ridning, og det resulterede i flere fejlfrie runder. - Det var en godt bygget bane i dag, hvor fejlene kom flere steder på banen og begge kombinationer var svære og krævede fejl, forklarer Søren Nørgaard Pedersen.