En travl formand på Zangersheide

16-09-2018 15:57

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen er også formand for World Breeding Federation for Sport Horses og har nogle travle dage ved UVM i springning på Zangersheide i Lanaken, Belgien

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblods formand Jan Pedersen på stadion i Zangersheide.

Første gang Jan Pedersen var til UVM i springning på Zangersheide i Belgien var i 1994, året før DV-hingsten Lucky Light vandt Sire of the World-titlen. Jan Pedersen var dengang til stede igennem sit virke som formand i Dansk Varmblod, og siden 1999 har han også været formand for den internationale sammenslutning af ridehesteavlsforbund, World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH) og har været til stede ved stævnet stort set hvert eneste år lige siden.

I løbet af de to seneste to årtier har dette verdensmesterskab for ungheste fået meget mere prestige, er blevet meget større og mere kendt, og klasserne er større med mange flere heste. Også faciliteter har undergået en stor udvikling, hvor vi i dag har overdækkede opvarmningsbaner, og specielt er bundene blevet meget bedre. I starten red man på græs, og nogle gange betød regnvejret, at opvarmning foregik i en mudderpøl, men i dag kan man ride næsten upåvirket i al slags vejr, så det er et helt fantastisk stævne. Vi har i WBFSH snakket meget om, hvorvidt UVM i springning skal rotere som UVM i dressur, men stævnet er så velorganiseret og godt, at det at vanskeligt at tage over, og rytterne er så glade for at være her. Stævnet har udviklet sig til noget, som toprytterne satser på med deres bedste ungheste, men i kalenderen ligger det desværre lidt for tæt på det franske unghestechampionat i Fontainebleu og det tyske Bundeschampionat i Warendorf, så nogle franskmænd og tyskere vælger det måske fra, fortæller Jan Pedersen på Zangersheide.

Vi har i mange år set Jan Pedersen deltage i præmieoverrækkelserne på Zangersheide, hvilket de første mange år foregik i selskab med nu afdøde Leon Melchior, grundlægger og indehaver af Zangersheide, og de senere år sammen med hans datter Judy-Ann Melchior. Men også udenfor banen og bag kulissen er Jan Pedersen optaget af mange gøremål.

Vi har afholdt rigtig mange forskellige WBFSH-møder her under stævnet. Jeg har haft møde med forskellige partnere om muligt samarbejde, møde med vores advokat med henblik på udarbejdelse af samarbejdskontrakter og haft møder i forskellige af organisationens udvalg. Vi arbejder for tiden med forskellige platformmuligheder og herunder udviklingen af en hestedatabase, hvor vi kan registrere alle medlemsforbundenes heste for at gøre det muligt at håndtere udfordringer som eksempelvis genfejlen WFFS og reproduktionsmetoden ICSI, hvor hingsteholderne kan have svært ved at spore den sæd de sælger. Databasen kan også være med til at bekendtgøre flere nationale sportsresultater og dermed skabe et bedre udgangspunkt for vores ranglister.

Klasserne på Zangerheide har 200-300 startende og omkring 40 finalister i hver årgang. I år har Danmark fået seks pladser i hver årgang i stedet for fire som tidligere. Mon det er en ny fast kvote for Danmark?

Klasserne er så store, at de giver en voldsom konkurrence, så der er ikke risiko for, at de bliver større. De er allerede rigeligt store. Der er en fast kvotefordeling, og tidligere har alle medlemmer af WBFSH været inviteret med to heste, men mange har ikke deltaget men på sin vis optaget pladserne, som nu er fordelt ud til andre avlsforbund vurderet på deres størrelse af springhesteavl og succes i sport. Det beror på et skøn, og vi kan kun håbe på, at Dansk Varmblod også får seks pladser næste år, fortæller Jan Pedersen.

Det var fantastisk at se dansk Maria B. Asfergs meget sikre nulrunder med Chinett Ask i 5-års finalen. Det danske resultat virkede de første dage lidt magert, men lige nu ser det faktisk rigtig godt ud, siger Jan Pedersen begejstret.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen