Sophia tilbage i sadlen efter ulykke

15-01-2026 12:14

Efter tre hårde måneder er U25-rytteren Sophia Ludvigsen tilbage i sadlen efter et alvorligt bækkenbrud. Comebacket sker på den rutinerede OL-hest Blue Hors Zepter, som nu hjælper den unge rytter på vej tilbage efter ulykken i oktober

Copyright Ridehesten.com
U25-rytteren Sophia Ludvigsen er tilbage i sadlen efter en slem ulykke i oktober måned. Her ses hun med Blue Hors Baron. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske U25-toprytter Sophia Ludvigsen er igen tilbage i sadlen, efter hun i slutningen af oktober var ude for en alvorlig ulykke, hvor hun pådrog sig et bækkenbrud. Det deler den 22-årige dressurrytter i et opslag på Instagram, hvor hun fortæller, at hun igen har siddet på hesteryg. 

Hesten Sophia valgte at svinge sig i sadlen på, var den rutinerede Grand Prix-vallak Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II, der til dagligt rides af OL-rytter Nanna Skodborg Merrald, der lige nu er højgravid og venter sit første barn.

Blue Hors Zepter er en erfaren hest med en lang international karriere bag sig. Blandt andet har Nanna Skodborg Merrald og Zepter opnået stor succes, herunder DM-seniorguld i 2023 og OL-sølv med det danske dressurlandshold ved legene i Paris. Nu fungerer han altså også som genoptræningshest for Sophia, der er meget taknemmelig for, at det lige netop er Zepter, der bringer hende tilbage i sadlen. Det skriver hun i sit Instagram-opslag: 

Tak, Zeppie, for at bringe mig sikkert tilbage i sadlen. Efter en ulykke i slutningen af oktober, hvor jeg brækkede bækkenet, føltes i dag som et stort skridt fremad. De sidste tre måneder har været hårde, og jeg er dybt taknemmelig for den støtte, der er omkring mig, skriver Sophia. 

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana ved World Cup-stævnet i Herning i 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Til Ridehesten uddyber Sophia, at hun fortsat er i gang med genoptræning, og håber at det hele med lidt mere tid bliver rigtig godt igen. Hun fokuserer lige nu på at komme helt tilbage efter ulykken, der krævede en operation med stabilisering af plader og stifter, men nu ser det altså ud til, at Sophia for alvor er på vej tilbage i sadlen igen. 

Sophia Ludvigsen arbejder til dagligt som rytter på Blue Hors i Martofte på Fyn, hvor hun arbejder side om side med Nanna Skodborg Merrald. Hun har været en del af Blue Hors' talentprogram siden 2020, og har siden markeret sig som en af Danmarks mest succesfulde unge dressurryttere. I 2025 blev hun ligeledes udvalgt som en af de få ryttere, der blev en del af DRF og Salling Fondenes Talentprogram, ligesom hun i store dele af 2024 og 2025 lå nummer ét på FEI's verdensrangliste for U25-ryttere, efter at hun sikrede sig EM-guld på hoppen Blue Hors Quintana e. Quantensprung/ Desperados i 2024

Copyright Ridehesten.com
Sophia og Blue Hors Quintana blev europamestre i 2024. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski

Se Sophia tilbage i sadlen her, samt et røntgenbillede af bruddet:

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen