Thomas Bach Jensen
Equnews.nl skriver, at den internationale Grand Prix hingst Skoven Rafael e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Kirsten Hansen og Jens Lund Pedersen ,Lunderskov) er blevet indstillet til kåring af KWPN's hingstekåringskommission, og at hovedbestyrelsen nu har formaliseret denne nominering.
Det er snart 14 år siden, at navnet Skovens Rafael først kom i rampelyset i dansk ridehesteavl. Det skete, da Blue Hors på vegne af en irsk kunde, erhvervede det røde hingsteføl på Dansk Varmblods Elitefølauktion på Vilhelmsborg. 2,5 år senere stod han som præmiehingst ved hingstekåringen i Herning og blev dyreste hest på Forårsauktionen - solgt for over en million kroner til Stutteri Priess v/Lotte og Per Skjærbæk.
Sidenhen har Skovens Rafeal opnået alverdens succes i avl og sport. Sportsligt har han under Lotte Skjærbæk brilleret lige fra 4-års championatet og UVM-finalerne i Verden til de internationale dressurbaner på Grand Prix-niveau. Avlsmæssigt har han markeret sig udover de danske grænser, og særligt svenskerne har haft et godt øje til Skovens Rafael, der flere gange har været mest succesfulde faderhingst ved Falsterbo Horse Show. Det er også i Sverige, at hans hidtil bedste søn er opdrættet, materialprøvevinder og fløjhingst Springbank (MF. De Niro).
Typemæssigt har Skovens Rafael avlet lidt spredt, og det har afholdt mange danske avlere fra at bruge ham, og derfor har han i Danmark under 250 afkom. Ikke desto mindre er han elitehingst og rangerer helt i top med et høj dressurindeks, og hans ældste afkom har allerede snuset til Grand Prix-klasserne.
Mon ikke hans klassiske dansk/tyske dressurlinjer vil matche mange hollandske hopper på bedste vis? Dejligt er det, når udlandet på eget initiativ ønsker at inddrage Dansk Varmblodshingste for at forbedre deres egen avl.