Simone Pearce slår australske rekorder

28-07-2020 11:24

Den australske dressurrytter Simone Pearce, der kendes af mange danskere for sin tid som succesfuld rytter hos Helgstrand Dressage, har endnu engang haft en fantastisk weekend med sine tyske heste

Copyright Ridehesten.com
Simone Pearce. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Simone Pearce har i knapt to år haft base hos Rueben Equestrian i Cloppenburg mellem Oldenburg og Vechta; en dressurstald drevet af hendes bekendte igennem flere år, Sabine Rueben. Simone rider en del af staldens heste, og i kraft af Rueben Equestrians samarbejde med hingstestationen Sprehe rider Simone flere af deres hingste.

Ved det firestjernede CDI i østrigske Achtleiten gjorde Simone Pearce det i den forgangne weekend klart, at hun er Australiens førende dressurrytter. Med den 13-årige hannoveranerhingst Destano e. Desperados FRH/ Brentano II satte hun to nye australske rekorder; først med 74,152% i Grand Prix og derefter med 74,617% i Grand Prix Special, og det var blot deres fjerde stævne sammen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Simone har i årets løb haft succes med flere avlshingst som bl.a. Millennium, Marc Cain og Bernay, som dog ikke var med hende i Achtleiten, men det var derimod Millennium-sønnen Montevideo, Ampere-sønnen Amandori  og Diamond Hit-sønnen Diamond First, der alle leverede flotte resultater.

Med Montevideo vandt hun Prix St. Georges (foran Isabell Werth) og Intermediaire I, og med Amandori debuterede hun internationalt, men missede sejren pga. en fejlridning, da hun red tre klasser inden for to timer. Til gengæld leverede Diamond First en præstation i 5-års finaleklassen, der blev belønnet med 89,4%, og det er en hest, som Simone håber på at kunne ride ved UVM - hvilket så vil blive hendes femte UVM i træk.

/Dressage-News.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner