DV-hest solgt til Simone Pearce

09-12-2024 17:33

Emma Ahlberg, Lars Ringkjær og opdrætter Klaus Fogh har det seneste år solgt flere heste til udlandet, senest den 4-årige vallak Galateo Enshøj til australske Simone Peace fra Team Fuchs i Schweiz

Copyright Ridehesten.com
Klaus Fogh og Emma Ahlberg med Galateo Enshøj. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Hestehandel kan været enkelt, når man har en unghest med talent, en dygtig rytter og en bred følgerskare på de sociale medier. De senere år har opdrætter Klaus Fogh fra Nordjylland solgt flere af sine gode ungheste til udlandet. Senest den 4-årige vallak Galateo Enshøj e. Grand Galaxy Win/ Tailormade Temptation til den australske landsholdsrytter, Simone Pearce, som er bosat i Schweiz.

Som Klaus Fogh fortæller gælder det om at finde gode samarbejdspartnere, betale for at få de unge heste godt uddannet fra starten, så er kunderne der også. Han samarbejder med Emma Ahlberg og Lars Ringkjær fra Emma Ahlberg Horse Performance, der holder til i særdeles smukke og funktionelle omgivelser på Vandstedgaard, hos Ole Christensen, i Nibe.

Vi havde Galateo i tilridning sidste år, da han var 3 år. Han var her i 2-3 uger, men allerede dengang var han stor, fortæller Emma Ahlberg, mens opdrætter Klaus Fogh supplerer: – Han var lang og tynd. – Han var særdeles samarbejdsvillig og ukompliceret, så der var ingen grund til at arbejde videre med ham. Han blev sendt retur til Klaus, for at spise, gå på fold og vokse færdig, fortæller Emma. 

Han er kommet til at hænge lidt bedre sammen, han er langbenet og stor, men han kommer til at udvikle sig positivt til de næste par år, spår Klaus, og Emma supplerer: – Man kan ikke bare fodre lidt ekstra i en periode, og så tro det løser sig. Det tager lang tid for en hest på knap 180 cm at tage på og blive mere færdigudviklet.

Siden tilridningen sidste år har Galateo hygget sig på folden, og i vinterens løb stået i boks om natten for at Klaus har kunnet fodre lidt mere på ham. Umiddelbart efter Eliteskuet i slutningen af august, blev han igen sat i arbejde hos Emma.

Allerede sidste år sagde jeg til Klaus; jeg tror den er vanvittig god, men det var for tidligt at forsøge at sælge ham. Da han så kom tilbage, og var så let at ride, blev det tydeligt, at han har noget ekstra. Han skal bare bruge lidt mere tid, siger Emma. 

Efter en uges arbejde fik han sko på, og så red jeg ham ud på udendørsbanen for første gang, fortæller Emma. Og det var en helt særlig oplevelse for hende. Hun fik lavet en lille video af Galateo, som hun lagde op på Instagram. Fordi han var så lidt redet, kunne hun kun styre rundt på banen, og ikke påvirke hans grundgangarter, men bare vise hestens naturlige bevægelse.

Den gik bare helt vanvittigt, og så lagde jeg videoen op. Jeg lægger rigtig meget op på Instagram, hvor jeg viser vores dagligdag. Ikke kun de polerede videoer, men helt almindeligt arbejde. Det syntes jeg er vigtigt, fortæller Emma, som har omkring 29,5 tusinde følgere.

Han er bare et helt rå talent, hvor jeg skrev; se lige her! Det var ikke ment som en salgsvideo, men jeg havde bare lyst til at dele den oplevelse med andre, fortæller hun. Og med det samme spurgte den australske landsholdsrytter Simone Pearce, om han var til salg.

Og ja, fortæller Emma, det var han jo, men han var absolut ikke salgsklar. Simone insisterede, for det er en hest, som hun kan se stort potentiale i. Klaus var egentlig ikke helt klar til at sige farvel til hesten, som han gerne havde set få noget mere uddannelse, inden han blev gjort endelig salgsklar.

Det er jo en spændende rytter, understregede Emma, og så blev Klaus og hun enige om, at Galateo kunne sælges til Simone som insisterede på at købe den sammen med kæresten Martin Fuchs.

Emma havde tilmeldt Galateo Enshøj til Egnethedstesten i Brønderslev, selvom han ikke havde været redet så længe: – Jeg vidste, at han ville gå fint rundt, men om han kunne vise hele sit potentiale allerede nu, var vi i tvivl om. Det er bare en fed hest, og Simone ville heldigvis gerne have, at han gik Egnethedstesten, fortæller Emma. 

Galateo Enshøjt klarede opgaven fint, men han kunne ikke vise sin ellers gode skridt under rytter, det var han ikke helt klar til, hvilket Emma var helt bevidst om, og havde kommunikeret til Simone. Derfor fik de ikke billet til Unghestechampionatet, men Galateo fik en god oplevelse, og han er nu klar til sin videre uddannelse under Simone Pearce. 

Copyright Ridehesten.com
Emma Ahlberg og Galateo Enshøj ved Egnethedstesten i Brønderslev. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Flere afkom solgt ud af landet
Det er ikke den første hest, Klaus har solgt til udlandet. Med hjælp fra Lars og Emma, blev en anden af Klaus’ opdræt solgt ubeset til Spanien i sommers efter sadelkåringen, hvor hoppen fik billet til Eliteskuet 2024 og fik en opdrættermedalje i bronze. Det er en halvsøster til Galateo, Ivy Enshøj e. Iron/ Tailormade Temptation. 

Det var ikke en kunde, jeg kendte i forvejen, de havde kun set hoppen på video, og fundet hende efter et opslag, jeg havde lavet på Instagram. Det er dejligt, at de er blevet meget tilfredse med købet, selvom de først så hende, da hun kom af transporten i Spanien, fortæller Emma. Hun understreger, hvor vigtigt det er, man er ærlig omkring hestens kvaliteter i en salgssituation.

Fra sidste år og indtil i sommer, har folk absolut ikke søgt efter heste, men nu er det vendt, og der er fin søgning til at købe heste igen, fortæller Emma.

Hvad er det så, der skal til, for at hesten bliver solgt til glæde for både køber og sælger?

Selvfølgelig skal hesten være der (kvaliteten), men prisen skal også passe, det skal altså ikke være ”luftkasteller” understreger Emma, og hun fortsætter: – Man skal være ærlig, også i forhold til det, man lægger op. Man kan ikke ”blæse” hesten kunstigt op til at vise noget, den reelt ikke indeholder, så stopper interessen for at handle hurtigt. Kunderne er nødt til at stole på det, man fortæller dem om hesten, og der skal man bare være ærlig, så kommer kunderne også igen, fortæller Emma.

Klaus og Emma har også solgt en af Klaus’ opdræt, Franka Enshøj e. Franklin/ Uno Don Diego til Australien i forbindelse med VM i Herning, hvor de var i Danmark for at følge konkurrencerne. Elitehoppen Diva Enshøj e. Uno Don Diego/ Midt-West Ibi-Light, som Franka Enshøj er trukket på, har fået 9 afkom, og foruden Franka, der er i Australien, har Klaus solgt Ziva Enshøj e. Blue Hors Zack/ Uno Don Diego til USA og Revir Enshøj e. Revolution/ Uno Don Diego til Tyskland.

Copyright Ridehesten.com
Emma Ahlberg og Ivy Enshøj. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

En god forberedelse er guld værd
Jeg kan ikke sælge mine heste hjemme fra stalden, hverken ungheste eller føl, erkender Klaus og fortsætter: – Man er nødt til at investere i hestenes uddannelse, for at få dem solgt. Vi har ikke fået fantasipriser på vores heste, men vi har fået rigtig gode priser, og jeg kan sagtens holde pengene hjemme på mit opdræt, understreger han.

Klaus kommer også med en god vare, og så er det lettere at sælge heste, men så skal kunden også være der. Man kan ikke sælge en hest, som ikke er i orden, og så skal prisen passe, fortæller Emma mens Klaus bryder ind, og siger med følelse: – Det vil jeg heller ikke. Prøv at forestille dig, at du er rytter, og bruger alle dine penge på en hest, og så bliver snydt. Det har jeg ikke samvittighed til. 

Emma Ahlberg og Lars Ringkjær har haft succes med at sælge heste via opslag på de sociale medier, men kunderne ved også, at der er mange vanvittig gode heste i Danmark, understreger Lars, og hestene bliver uddannet godt. Det seneste år har været hård ved hestebranchen, der har ikke været særlig stor interesse for at købe hest, men det er Emma og Lars’ fornemmelse, at det nu er vendt, og interessen for at købe heste er stigende, fra ind- og udland.

I Dansk Varmblod har man gennem mange år været gode til at holde fokus på at lave de bedste heste. Hopperne bliver afprøvet under rytter, og man er i forbundet god til at holde fokus på kvaliteten, bemærker Lars og fortsætter: – Og det betyder i høj grad noget for kvaliteten af de heste, der bliver lavet herhjemme. De heste, man skal avle på, er dem alle vil købe, sådan er det, understreger Klaus Fogh afslutningsvist.

/ Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner