Her er det australske OL-dressurhold

06-07-2024 10:03

Nu har den olympiske komité i Australien sat navn på de ryttere, der skal repræsentere landet til OL i dressur. Med på holdet er blandt andet Simone Pearce, som i en årrække var ansat hos Helgstrand Dressage

Copyright Ridehesten.com
Simone Pearce her med Fiderdance. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere og flere nationer offentliggør i disse dage, hvem der skal besætte de eftertragtede OL-pladser til de olympiske lege i Paris. Nu er Australien også klar med deres bud på det olympiske dressurhold.

Holdet kommer til at bestå af:

  • Simone Pearce med Destano e. Desperados/ Brentano II
  • Jayden Brown med Quincy B e. Quaterback/ Desperados
  • William Matthew med Mysterious Star e. Metall/ Fürst Heinrich
  • Reserve: Mary Hanna med Ivanhoe e. Desperados/ Jazz

Både Jayden Brown og William Matthew er olympiske debutanter, mens Simone Pearce også deltog ved de olympiske lege i Tokyo i 2021.

Simone Pearce har i en årrække konkurreret på dansk jord, da hun fra 2015 til 2018 var ansat hos Helgstrand Dressage. Hun har derudover også gjort karriere på de internationale stævnebaner i Europa, da hun efter jobbet hos Helgstrand Dressage fandt arbejde i Tyskland.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter en periode med et samarbejde med sponsoren Thomas Ritzinger besluttede Simone Pearce i år at starte sin egen virksomhed på Stutteri Hirtenhof i Aach, Baden-Wurttemberg Tyskland, hvor hun også tog OL-makkeren Destano med sig.

Foruden dressurholdet stiller Australien også med et springhold til OL, der består af Edwina Tops-Alexander, Hilary Scott og Thaisa Erwin, samt et militaryhold, der består af Christopher Burton, Shane Rose og Kevin McNab.

Det danske dressurhold til OL forventes også offentliggjort inden længe.

Kilde: Australian Olympic Committee

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen