Anna Pørtner
Til FEI Dressage World Cup-stævnet i Herning har de modige ponyryttere været på banen for anden gang til FEI Jumping Ponies Trophy. Her var 30 ekvipager på banen, hvoraf der var ryttere fra blandt andet Frankrig, Sverige, Holland og Irland til start. Fælles for alle var, at de skulle prøve kræfter med en udfordrende bane, hvor forhindringernes højde lød på 125 cm. I denne klasse var fem danske ekvipager til start, og her var én af dem lidt bedre end alle andre.
Det var nemlig Selma Hundborg Dresler, der red på banen som start nummer syv, som sikrede Danmark en solid sejr med en fejlfri runde i tiden 58,52 sekunder. Fra start af var det tydeligt at se, at Selma havde sejren i sigtekornet, da hun red indenom fra spring to til tre, og dermed skar en betydelig del af tiden. Det var heller ikke til at tage fejl af, da Selma og Clounamon Coco red over målstregen. Boxen klappede og jublede, for den danske ekvipage havde altså lagt sig i spidsen af klassen. I går blev Selma nummer tre i første afdeling af turneringen, og i dag kunne hun altså glæde sig over sejren.
Den populære turnering, FEI Jumping Ponies' Trophy, er for ponyspringrytterne og skal være med til at løfte ungdomssporten. Turneringen består af en række stævner med en finale, hvor ponyspringningen afvikles på absolut højeste niveau for at skærpe interessen for ungdomssporten hos publikum og de store medier. Ponyrytterne får mulighed for at konkurrere på samme stævnepladser som verdens bedste ryttere, og på den måde opnår de uundværlig erfaring, som de kan tage med videre i deres karriere som springryttere.
FEI Jumping Ponies' Trophy afvikles på samme vis som World Cup-serien, hvor ponyrytterne får mulighed for at ride kvalifikationer til samme store stævner som verdens bedste ryttere. Herunder kan du se, hvor og hvornår afdelingerne afvikles.
Da start nummer 23 red på banen, blev det noget spændende for danskeren, da hollandske Lieselot Kooremans og Elando van de Roshoeve e. Rebus G/ Quickfeuer Van Koekshof gjorde et ihærdigt forsøg på at nå danskeren. Hollænderen krydsede målstregen i tiden 58,61 sekunder, og de danske tilskuere kunne ånde lettet op. Danske Selma Hundborg Dresler var altså stadig i spidsen. Det blev dermed en andenplads til Lieselot Kooremans.
Tredjepladsen blev besat af en franskmand, der ligesom hollænderen gjorde et ihærdigt forsøg og red over målstregen fejlfrit i tiden 59,77 sekunder. Det var Brune Faivre på ponyen Qopper Der Lenn e. Kantje's Ronaldo *SL/ Kalem*HN.
Søndag skal de modige ponyryttere igen på banen, når det skal afgøres, hvem der løber med sejren af denne kvalifikations FEI Jumping Ponies' Trophy. Her er forhindringernes højde hævet til 130 cm. Du kan se start- og resultatlister for stævnet lige her.
Hør hvad Selma Hundborg Dresler har at sige om dagens resultat i videoen herunder.