Thomas Bach Jensen
Den tidligere Helgstrandrytter, Emma Ahlberg, der driver forretningen Emma Ahlberg Horse Performance sammen med sin kæreste, berider Lars Ringkjær, på Vandstedgaard ved Limfjordsbyen Nibe har i weekenden haft stor succes med danske heste i sit hjemland, Sverige.
– Jeg var heldig som svensker at få lov til at få wildcard til de nationale unghesteklasser ved stævnet i det flotte messecenter Elmia i Jönköping. Det er finaler for ungheste, som kvalificerer sig i løbet af året. Det var et super stævne for mig og en rigtig god måde at få mere rutine for både mig, Freedom, Fantasi og Gaya. Alle tre heste tog hele stævnet med ro og overskud og leverede super flotte fremvisninger både på kvalifikationsdagen og i finalen. Virkelig fedt at få lov at komme “hjem” og have sådan et super stævne, fortæller Emma Ahlberg til Ridehesten.com.
Hun havde to 5-års heste til start, og her vandt hun finalen med DV-hoppen Gørklintgaards Fantasi e. Gørklintgårds Santos/ Blue Hors Don Schufro, der er opdrættet af Jørgen Ravn og ejet af CC Horses. Den sorte hoppe opnåede i finalen en score på 81,6%, og indløste de to første placeringer en billet til Falsterbo Horse Show 2019.
Med en totalscore på 79,00 blev hun nr. 5 med den DV-kårede hingst Freedom e. Floriscount/ Lauries Crusador xx, der er avlet af Stine Næsby og tilhører Danish Performance Horses. I øvrigt var det endnu en DV-hest at finde på 7. pladsen, nemlig Springborgs Awesome e. Charmeur/ Rubin-Royal (opdr. Stutteri Springborg) med den svenske rytter Emilie Brolin.
I finaleklassen for 4-års heste blev Emma Ahlberg nr. 4 med DV-sølvmedaljehoppen Logo's Gaya e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic, der opdrættet og ejet af Jette Fries. Hoppen opnåede 82,667 point.