Annika Knudsen Lorentsen
I denne uge er der internationalt stævne i Doha, hvor mange ryttere har taget turen til for at ride i varmen ved det prestigefyldte stævne. En enkelt dansk rytter er til start ved stævnet, og det drejer sig om paradressurrytter Camilla Christensen.
Med sig har hun den 10-årige Fürsten e. Fürstenball/ Londonderry (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen), og sammen har de præsteret rigtig flot i deres to første starter ud af de i alt tre de har ved stævnet.
Torsdag red de til 67,692 procent og det sikrede dem en sejr på stævnets første dag. I dag leverede de et program til 67,412 procent og blev nr. 3.
Camilla Christensen er glad for de flotte resultater, og hun fortæller om hvordan det er at være tilbage på dette niveau, efter hun i 2022 overvejede at stoppe med at ride:
– Havde nogen spurgt mig for otte måneder siden om jeg ville ride internationalt, så var svaret klart nej. Jeg var på kanten til at sælge hestene, og stoppe med at ride. Det var den følelse jeg havde. Takket være mit daglige team, er jeg kommet tilbage i sadlen, og jeg elsker mine heste mere end før, fortæller hun.