Schou tog igen World Cup-point

19-12-2022 09:36

Annika Knudsen Lorentsen

På trods af et rigtig ærgerligt nedslag til Andreas Schou i gårsdagens World Cup-kvalifikation i London, så fik den danske rytter World Cup-point med fra kvalifikationen, og dermed har han avanceret i den samlede stilling

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Darc de Lux ved OL 2021. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved The London International Horse Show red Andreas Schou sig i går til en 11. plads i blandt et stærkt startfelt på 37 ekvipager. 

Det gjorde han sammen med den velspringende Darc de Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus). Et nedslag afholdt ekvipagen fra muligheden for at ride om en absolut topplacering i omspringningen, men da kun syv ekvipager var fejlfrie, rakte deres runde til en placering. 

Det betød, at Andreas kunne glæde sig over endnu engang at tage World Cup-point med fra en kvalifikation. Seks point blev tillagt de i forvejen 23 fra tidligere kvalifikationer, og med i alt 29 point er Andreas rykket fra en 14. plads til en 11. plads i den samlede stilling. Andreas har deltaget ved seks af de indtil videre otte afholdte kvalifikationer, og han har taget point ved de fire.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Til start ved World Cup-kvalifikationer har danske Emil Hallundbæk, Lars Bak Andersen og Thomas Velin ligeledes været, og i næste uge vil Emil igen være at finde på startlisten, når World Cup rykker til Mechelen i Belgien.

Den samlede stilling føres lige nu af verdensetteren, svenske Henrik von Eckermann. Britiske Harry Charles er næstbedst, mens franske Kevin Staut har lagt sig ind på tredjepladsen. 

Det er de 18 bedste ryttere fra den vesteuropæiske liga, som Andreas og de øvrige danske ryttere er en del af, der får en plads ved finalen, som afholdes i Omaha, USA. Finalen finder sted fra den 4.-8. april 2023.

Se den samlede stilling her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner