Annika Knudsen Lorentsen
15 ekvipager mødtes i dag i Grand Prix-klassen ved World Cup-stævnet ved The London International Horse Show. Fem af rytterne var britiske, og startede dermed på hjemmebane, og to af disse lykkedes med at indtage de to bedste placeringer.
Sejren gik til den dobbelte VM-guldvinder fra Herning, Charlotte Fry med den velgående hingst Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro, som er ejet af Van Olst Horses. Sammen opnåede ekvipagen imponerende 84,026 procent, og de sikrede sig dermed sejren med næsten seks procent ned til det næstbedste resultat. Resultatet er en personlig rekord i Grand Prix/kort Grand Prix for ekvipagen.
Blandt de fem dommere der dømmer World Cup-kvalifikationen er danske Susanne Baarup, som i dag var dommer ved C.
Andenpladsen blev som nævnt også britisk, og her var det Gareth Hughes med Classic Briolinca e. Trento B/ Royal Dance, som opnåede 78,263 procent.
Tredjepladsen i World Cup Grand Prix-klassen blev tysk, og blev besat af Ingrid Klimke med Franziskus FRH e. Fidertanz 2/ Alabaster.
Allerede i morgen skal dressurrytterne igen i aktion i den afgørende World Cup-kür, og det er her det afgøres hvem der tager flest World Cup-point med fra kvalifikationen i London. Stævnet byder desuden på World Cup i kørsel og i springning. Sidstnævnte disciplin er med dansk deltagelse, idet, at Andreas Schou har taget turen til det britiske for at ride ved endnu en World Cup-kvalifikation.