Thomas Bach Jensen
Christian Schou lå i toppen af feltet, da den sjette kvalifikation til FEI Rolex Grand Prix blev afholdt i Polen. Med Coronada blev Christian Schou nr. 6 i det 58 mand store felt. I alt deltog 17 danske ekvipager i springstævnet i Lezsno, Polen, og det gav mange gode danske resultater. Den danske ekvipage klarede som blot en af de seks ekvipager i det 58 mand store felt hovedrunden fejlfrit. I omspringningen fik Christian Schou 12 fejl, hvilket gav en samlet 6. plads. Vinderen af klassen blev hollænderen Leon Thijssen på Tyson. Svenske Helena Persson på Chamonix H tog 2. pladsen, mens Vladimir Beletskiy fra Rusland blev nr. 3. med Larkanaro. Næstbedste placerede dansker blev Karina Rie Truelsen på Lord If de Chalusse med en 14. plads. De 17 deltagende ryttere fra Danmark opnåede flotte resultater ved det polske stævne i Lezsno. Marie Moesgaard blev nr. 3 på Skovbo's Calina og nr. 5 på Corland Dane i Big Round - det indledende World Cup kvalifikationsstævne, mens Andreas Schou blev nr. 4 på Taagerups Agenda. I Medium Round stillede hele 123 ekvipager til start, og her formåede Linnea Ericsson at blive nr. 7 på Pero-Z Hillock efter en flot fejlfri omspringning mod andre 30 ekvipager. Kilde: Dansk Ride Forbund.