Dobbelt sejr til mor og søn

26-05-2019 10:59

Britt Carlsen

Alexander og Marianne Yde Helgstrand sejrede i hver deres klasser ved Equitour Aalborg og det betød en god dansk start på en spændende søndag, hvor afgørelsen falder i Nations Cup på dressurstadion 

Copyright Ridehesten.com
Først sejrede Alexander Yde Helgstrand i juniorkür med Grevens Sa Va, og dernæst i ponykür med Adriano B.

Dagen startede godt ved Equitour Aalborg det med danske briller, da Alexander Yde Helgstrand sejrede i Dressurens Venner Junior kür med Grevens Sa Va e. Blue Hors Soprano (opdr: Dorit Greve og Svend Skov Poulsen).

Alexander har haft et travlt stævne med start både i pony- og juniorklasserne og her til morgen klappede det for Alexander i kürprogrammet, hvor han formåde at vise den smukke hoppe frem på bedste vis. Der var en god sværhedsgrad i programmet, og med blot et par små skønhedsfejl undervejs i galopprogrammet blev det til en sikker sejr med 75,433% 
Ind i top 5 kom også danske Maria Mejlgaard Jensen/Uno IV på en tredjeplads med 72,2% Og et par timer senere red Alexander sig til endnu en sejr i DK Company kür for ponyer på Adriano B med knap 80% mens Natalie Thomassen og Lykkehøjs Dream of Dornik kom ind på andenpladsen med 75,775% - det blev også dansk på fjerdepladsen til Thlide Rude Hare og Morgensterns Dakar. 

Copyright Ridehesten.com
I sin debut i Special sejrede Marianne Yde Helgstrand og Lollipop i en klasse med elleve startende.

Der var blot få minutter mellem Alexanders ridt på Pave og Back on Track Arena til hans mor, Marianne Yde Helgstrand red ind på Almased  stadion med den 15-årige Lollipop. Marianne debuterede internationalt med hesten i marts ved Dansk Varmblods hingstekåring i de internationale dressurklasser. Og i dag red de på banen i deres første Special sammen. Det er et smukt par på banen, og især i de samlede øvelser viser Lollipop stor styrke med en passage som indbragte parret flere 8-taller fra dommerne. Marianne fik redet et godt program, hvor passagen var højdepunktet sammen med en flot galoppirouette, en lille fejl i 2'erne kostede points, men heldigvis ikke så mange, så Marianne kunne gentage sejren fra gårsdagens Grand Prix, med en sejr på 71,362% i Specialen. 

Tyske Fabienne Müller-Lütkemeier debuterede internationalt ved Equitour på Flynn PCH e. Falsterbo. Selvom hesten er urutineret er rytteren det langt fra, idet hun var på det guldvindende tyske hold ved EM i Herning 2013. Lidt for meget uro fortil og manglende styrke hos hesten kunne rytterens rutine ikke helt opveje, så parret sluttede med 70,277%

Det blev så igen til dansk på både tredje og fjerdepladsen da Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt scorede 69,149% og Nanna Skodborg Merrald red Wasabi til 68,404% Begge ryttere havde et velafviklet program, men med flere småfejl som fx taktfejl  som trak ned i det samlede resultat. 

Se resultaterne HER

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand havde travlt med at gå fra opvarmning til opvarmning og ind på stadion, da han søn Alexander og hustru Marianne var i konkurrence med få minutters mellemrum.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner