Sammenhold og kompetent hjælp betyder alt

24-12-2021 14:29

Annika Knudsen Lorentsen

Julen er en god anledning til at sætte fokus på sammenhold og det at hjælpe hinanden. Når man er en del af et fællesskab, kan det styrke en, både som person og som rytter. Hos Firkløverets Springakademi, er fællesskabet i højsædet, og det er også netop det, som de nye ryttere, der er blevet optaget i akademiet fremhæver, som noget af det, som de glæder sig mest til

Copyright Ridehesten.com
Foto fra sidste clinic på Riders Cup. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er vigtigt, at der er nogle aktører i sporten, som arbejder på at udvikle rytterne, og her er Firkløverets Springakdemi en veletableret forening, som nu i flere år har hjulpet unge danske springryttere på vej.

Mette Askham, Laura Rask Christensen, Sara Spåbæk Johansen, Emma Pietta Schou og Cecilie König er alle nye ryttere i akademiet, og Sara Spåbæk, som er optaget i U25-truppen fortæller, at hun tror på, at det er en god mulighed for at forbedre sig som rytter:

– Jeg glæder mig rigtig meget til de kommende clinics, da jeg synes det var meget lærerigt og inspirerende sidste gang. Jeg glæder mig også meget til det sammenhold, som der er i akademiet. Jeg er glad for at være blevet en del af akademiet, fordi det er en super god mulighed for at blive en bedre rytter. Her får jeg nogle andre øjne på min ridning, og jeg er sikker på, at jeg kan få nogle værktøjer med hjem, som jeg kan træne videre på.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

De øvrige fire ryttere er alle optaget i junior og ungrytter-truppen, og Laura Rask Christensen, som er en af de nye ryttere, glæder sig over at få et fælleskab med andre ryttere, som står i samme situation som hun selv gør. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg glæder mig rigtig meget til at være sammen med nogle, der har det præcis som mig. Her tænker jeg i forhold til at være ung, være i gang med en uddannelse og samtidig have ridningen som en elitesport ved siden af. Det gør det hele lidt nemmere, når man har nogle at snakke med, som forstår en 100 procent, fortæller Laura og fortsætter:

– Jeg har i lang tid ønsket at søge ind i akademiet, men der har hele tiden været noget i vejen, der gjorde, at jeg ikke kunne. Da jeg så endelige havde alle ting i orden for at søge ind, gjorde jeg det med det samme. Jeg blev virkelig glad, da jeg fik besked om, at jeg var optaget. Akademiet er noget helt specielt, der er rigtig god undervisning, søde mennesker at omgås med og en masse ny viden og sparringspartnere. Det kan helt klart hjælpe mig i min sport. Det er også fedt at have nogle ude til stævnerne, som man altid kan spørge og snakke med.

Emma Pietta Schou er meget enig med de andre, for selvom hun allerede har flere dygtige trænere, så tror hun på, at hun kan lære endnu mere af akademiets trænere. 

– For mig betyder det meget at være en del af Firkløveret. Jeg håber, at jeg kan rykke mig endnu mere og at det kan være en hjælp til at nå mine mål. Selvom jeg føler mig beriget med mine trænere Shannon Ketterle og Sarah Kroman, så er det en stor fornøjelse at have flere dygtige folk omkring en. Der er mange kompetente mennesker indover, så der er enorm stor mulighed for vidensdeling både ryttere imellem, men også med fagfolk og kostvejleder. 

De nyoptagne ryttere bliver en del af et akademi, hvor der i forvejen er et godt sammenhold og hvor der hele tiden er fokus på udvikling og sammenhold. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner