Sally ind i DRF i stedet for Charlotte

24-09-2025 15:08

Georgia Timmermann

Sally Schlichting indtræder i DRF’s bestyrelse i stedet for Charlotte Kjærgaard. Hun er klar til at gøre en forskel: – De 40.000 ikke-licensmedlemmer skal høres. Vi skal tænke nyt og finde nye veje – og det vil jeg være med til, fortæller Sally til Ridehesten. Læs nedenfor, hvad Sally vil kæmpe for i Dansk Ride Forbund, og hvorfor hun mener, at tiden er inde til at gentænke breddens rolle

Nyheden fortsætter efter annoncen

Af personlige årsager har Charlotte Kjærgaard valgt at træde ud af bestyrelsen i Dansk Ride Forbund. I hendes sted indtræder nu suppleant Sally Schlichting som nyt, stemmeberettiget bestyrelsesmedlem.

– Nu kan jeg være med til at stemme i bestyrelsen. Som suppleant havde jeg ikke stemmeret – og jeg er ikke god til bare at være suppleant, siger Sally til Ridehesten og tilføjer: – Jeg er heller ikke vant til at stille op til noget. Som regel er jeg blevet bedt om at tage ansvar. Så det her er nyt for mig.

Sally Schlichting er uddannet økonom og jurist og beskriver sig selv som både regelret og lyttende.

– Jeg spørger, hvis jeg er i tvivl, og jeg lader eksperterne komme til på deres områder. Mit område er bredden og militarysporten, fortæller Sally.

Hun fortæller, at hun fra starten har spurgt meget ind til beslutningsprocesserne i DRF: – Jeg har haft brug for at forstå, hvem der træffer beslutninger – om det er administrationen, udvalgene eller bestyrelsen. Ting skal være gennemskuelige for mig, fortæller hun.

Fokus på bredden – og de 40.000 ikke-licensryttere
– Jeg vil gerne udrette noget, siger Sally, der især brænder for at give de mindre klubber og ikke-licensrytterne en stemme.

Sally Schlichting pointerer, at små klubber ikke nødvendigvis er dem med få medlemmer, men snarere de klubber, der ikke har licensryttere og ikke afholder de traditionelle stævner via Equipe. Ifølge hende udgør ikke-licensmedlemmerne omkring 40.000 af forbundets medlemmer, mens de resterende 15.000 har licens. Hun mener, at der i højere grad bør rettes fokus mod denne store gruppe, og at der er behov for at tænke i nye baner.

Sally lægger vægt på, at målet ikke nødvendigvis er at få flere til at købe licens: – Det vigtigste er ikke, at de får licens. Det er, at DRF bliver relevant for dem. Vi skal ryste posen og finde nye veje. Ikke altid tænke på, hvem der skal betale mest, men i stedet spørge: Hvordan skal vi bruge vores forbund?, uddyber Sally.

Hun foreslår, at DRF bl.a. kan hjælpe ikke-licensryttere med vejledning og støtte og nævner arrangementer som Store Hestedag og landsfinaler som oplagte muligheder for at fremme breddediscipliner.

– Bom på jord skal da ikke kræve licens efter min mening, og de klubber, der tænker alternativt med f.eks. terrænspringning, mønstring eller præsentation af heste, må ikke straffes for ikke at arrangere højniveaustævner. Vi er nødt til at varetage hinandens interesser. Vi er afhængige af hinanden, uddyber Sally.

Copyright Ridehesten.com
Sally rider både military og jagt. Her ses hun til en jagt. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Military og hestevelfærd
Sally rider selv både jagt og military og har over 40 års professionel erfaring i ridesporten.

Hun fremhæver, at diskussionen om økonomi i DRF ofte bliver for snæver: – Når vi diskuterer, hvem der skal betale, er det vigtigt at se på, hvem der bruger systemet mest. Måske skal vi kigge på alternative datasystemer og undersøge, hvordan andre lande har haft succes med at forene bredden med sporten. Vi er nødt til at tænke nyt, ellers mister vi medlemmer. Vi må stille os selv spørgsmålet: Hvorfor skal vi være medlem af DRF?, fortæller Sally. 

Hun understreger dog, at DRF spiller en vigtig rolle – især i det juridiske og politiske arbejde: – Vi har haft hårdt brug for DRF, særligt i kampen for hestevelfærd.

En ny retning tager form
– Det har taget lidt tid, før bestyrelsen forstod mine ideer, men nu begynder de at forstå mig bedre, siger Sally, som beskriver sin tilgang som én, hvor hun gerne kaster bolde i luften for at se nye veje.

– Der sker noget nu, som er vigtigt for mig, både strategisk og i forhold til bredden. En helt ny bestyrelse er i gang med at lære hinanden at kende, og det tager tid at forstå hinandens tankegang. Vi har haft lange møder undervejs, og jeg føler, at alle kommer til orde, og at vi får udrettet noget.

Hun anerkender dog også, at fokus på hestevelfærd har fyldt meget og taget tid fra andre områder, men pointerer også, at det har været nødvendigt.

– Men nu er det tid til nytænkning i bredden, siger hun med optimisme i stemmen.

Copyright Ridehesten.com
Sally Schlichting er nyt bestyrelsesmedlem i DRF's bestyrelse efter, at Charlotte Kjærgaard er trådt ud af bestyrelsen af personlige årsager. Foto: Privat

Jeg kæmper
Sally har tidligere siddet i flere udvalg og har stor respekt for det arbejde, Charlotte har lavet i bestyrelsen.

– Det er ærgerligt, at det er på bekostning af Charlotte, jeg kommer ind. Hun har været en fantastisk sparringspartner. Vi har talt utroligt godt sammen, og jeg har stor respekt for hendes faglighed og personlighed.

Er du en som nemt giver op?
– Nej, siger Sally: – Der er så meget at kæmpe for.

Hvorfor bruger du din fritid på bestyrelsesarbejde i DRF?
 Der var nogen, der ville have mig til at stille op til kommunalvalget. De bad mig direkte, men det er hestene og ridesporten, der har mit hjerte. Klubberne har valgt mig som suppleant, og nu er jeg kommet ind i bestyrelsen, så nu skal der kæmpes, afslutter Sally.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen