Niels Clemmensen
Den normale drægtighedsperiode for en hoppe er omkring 11 måneder. Drægtighedslængden kan dog variere fra to uger før, til fire uger efter fastsat termin, uden at det kategoriseres som værende unormalt. Forskning viser, at 75 procent af alle folinger finder sted mellem klokken 22.00 og klokken 06.00, med hovedvægten mellem klokken 23.00 og klokken 01.00.
Folingsfasen
Når den yderste forsterhinde sprænges går fostervandet og folingen igangsættes. I langt de fleste tilfælde går folingen stærkt, og føllet er født inden for den første halve time. Folingen skal dog være afsluttet inden for én time, ellers skal dyrlægen kontaktes, da der er risiko for iltmangel hos føllet. Vurderes det nødvendigt med dyrlægehjælp skal det gå meget stærkt – sørg derfor for, at have telefonen opladet og dyrlægens nummer inden for rækkevidde.
Når føllet først er født går det stærkt
- Inden for de første fem minutter skal føllet kunne løfte hovedet selv.
- Inden for en til to timer skal føllet komme op at stå.
- Inden for to til fire timer skal føllet die hos hoppen.
- Inden for ti timer skal føllet urinere første gang.
- Inden for 24 timer skal føllet have haft sin første afføring, som er sort og oftest hård.
Hvis nogen af ovenstående parametre ikke udvikles normalt skal dyrlægen kontaktes, ligesom det er en god ide, at få gennemgået både hoppe og føl, selv ved normale folinger, inden for det første døgn.
Efterbyrdsfasen
I flere tilfælde afgår efterbyrden i forbindelse med folingen, men som regel får hoppen efterbyrdsveer 15-30 minutter efter folingen. Når føllet stimulerer hoppens yver vil mælkenedlægningshormonet frigives. Dette hormon virker desuden sammentrækkende på livmoderen, så efterbyrden lettere afgår. Efterbyrden skal som hovedregel være afgået inden tre til fire timer. Tjek efterbyrden og kontroller at det hele er kommet med ud, da det ellers kan gøre hoppen alvorligt syg.
Skulle folingen få uheldig udgang, hvor enten hoppe eller føl afgår, er det muligt at efterlyse ammehopper eller stille sin hoppe til rådighed på Ridehesten.com
Læs mere om foling i Ridehestens maj-nummer