Merete Haahr
Alle heste skal være sammen med andre hest. Det er ikke kun noget, de har lyst til, men det er noget helt grundlæggende, de har brug for, hvis de skal have et godt liv. Det skriver Sophie Wyllie i sin bog, Setting Good Ground Rules.
Sophie Wyllie, der er fra det Australske træningscenter Equitation Science International, er datter af de internationalt anderkendte professorer i hestevidenskab Andrew Mclean og Manuela Mclean, og hun brænder for at arbejde og uddanne hesteejere og ryttere.
Ifølge Sophie Wyllie skal hestene som minimum være i stand til at røre hinanden, og helst skal de være opstaldet sammen med andre heste, så de kan interagere og skabe relationer.
Heste har ikke på samme måde som mennesker et talesprog, som de kan kommunikere med på tværs af folden for at hjælpe andre til at føle sig trygge. De har brug for berøring og interaktion med hinanden for deres mentale velbefindende.
Socialiserede heste er mere modige
Heste, der bliver socialiseret, er mindre urolige, mere modige og roligere i deres opførsel, forklarer Sophie Wyllie. En af de største bekymringer, mange hesteejere har, er udfordringen med separationsangst. Ifølge Sophie Wyllie vil hesten opnå en tryghed i form af samvær og interaktioner med de mennesker, der til dagligt håndterer og træner den. Når heste bliver trænet med klare og konsekvente signaler, vil dens frygt for separation gradvist forsvinde. En anden bekymring kan være risikoen for skader, og selvom der altid er en chance for, at der opstår skader, så er skader, hvor hesten prøver at forcere hegnet for at komme over til en anden hest, langt hyppigere.
Find den rette fold kammerat
Risikoen for skader er mindre, hvis du vælger den rette foldkammerat. Til at begynde med kan du lade hestene mødes over et sikkert hegn. De vil sikkert vrinske og måske et let spark efter hinanden, men det der sker efterfølgende er vigtigere. En god fold kammerat vil snuse undersøgende til den anden, og fjendtligheder vil hurtigt forsvinde igen. Hvis det er muligt, kan det være en hjælp at sætte dem sammen på en fold, der er ukendt for dem begge, så de begynder deres venskab på fælles neutral grund, og de kan udforske folden sammen, mener Sophie Wyllie Det kan være en ide at fjerne bagskoene, hvis du er bange for skader i forbindelse med spark, men hvis hestene har plads til at røre sig, ser man sjældent alvorlige spark.
Hold afstand
Det er vigtigt, at folden har rigelig plads, så hesten har mulighed for at undslippe trusler fra andre heste. Mange heste vil udvise truende adfærd, det er deres måde at sætte grænser og forstå hinanden, siger Sophie Wyllie. Generelt er heste gode til at læse hinandens kropssprog, og de ved, hvornår de skal fjerne sig fra en truende situation. Sørg altid for god plads mellem fodertrugene, da der kan let opstå dominerende situationer i forbindelse med fodringen. Hvis du placerer foderpladserne med god afstand, så har hver hest plads til at spise deres foder i fred og ro. Hvis hestene står tæt ved hinanden, hvis de går sammen og græsser, og når de gnubber og nusser hinanden, så er det et godt tegn på, at hestene kommer godt ud af det med hinanden.
Giv ikke op selvom hesten er dominerende
Hvis hestene ikke har fundet sammen efter et par dage, eller hvis den ene hest hele tiden er efter den anden hest, så er det måske værd at overveje, om hestene er et match for hinanden. Hvis du har en hest, der konstant er aggressiv, så giv ikke op. Hesten ser måske ud som om, den altid er dominerende, men man kan finde et godt match til den, og det er langt bedre at prøve fremfor at isolere den fra andre.
For inspiration til, hvordan det kan lade sig gøre at sætte dominerende heste sammen, se denne video om hingstene fra de schweiziske nationalstutterier. En stor gruppe hingste blev sat sammen i en fold, og selvom der var mange vrinsk og trusler, var der ingen alvorlige angreb. Efter 30 minutter græssede de alle side om side, og allerede efter en dag havde de fundet deres bedste venner i flokken.